Garantien på elbiler fra Audi, Cupra, Skoda og VW øges til fem år. Fabrikken dækker de to første år, den danske importør de sidste tre.
Timingen kunne dårligt være bedre: Netop som flere danske medier, også Hvilkenbil, fokuserer kritisk på korte nyvognsgarantier og de problemer, det kan medføre for danske bilejere, forlænger Audi, Cupra, Skoda og VW deres garantier markant. De fire mærker øger deres nyvognsgarantier fra to til fem år.
Den mere end dobbelt så lange garanti gælder kun for elbiler og kræver, at man får serviceret sin bil ”efter fabrikkens forskrifter”. Garantien gælder også, selv om man får servicen udført på uautoriserede værksteder.
Fabrik og importør deler
Bag tiltaget står mærkernes danske importør, Semler Gruppen. Fabrikkerne, der alle indgår i VW Group, står fortsat for de første to års garanti. Derefter dækker Semler de næste tre år.
Med fem års garanti ønsker Semler Gruppen at ”skabe endnu mere tryghed, når danskerne ønsker at investere i en ny elbil.”
Ifølge den danske importør er det ikke kun den nye teknologi i elbiler, der fundamentalt har forandret det danske bilmarked. Konkurrencen, hastigheden i den teknologiske udvikling, købsprocessen, og hvordan bilen opfattes som et forbrugsgode, har også gennemgået store forandringer.
Samtidig er verden blevet mere usikker med økonomisk uro, klimaforandringer og globale uroligheder. Det påvirker forbrugertilliden og medfører et større behov for tryghed hos den danske forbruger. Især når det handler om at foretage større investeringer som bilkøb.
Fjerner bekymring
”Efterspørgslen efter elbiler er stigende på det danske marked, men der er fortsat mange, der er mere tøvende over for den nye teknologi og endnu ikke har skiftet til elbil. Disse kunder ønsker en større tryghed i deres investering, og med fem års garanti fjerner vi en bekymring fra dem. Vi tror på, at en længere garanti kan være den ekstra tryghed, der kan få dem at vælge en elbil,” siger Britt Stellinger, Head of PR i Semler Mobility.
Den danske importør af Audi, Cupra, Skoda og VW har også fulgt med i den aktuelle debat, hvor flere har peget på to års nyvognsgaranti som utilstrækkelig. Især på elbiler, der er ny teknologi, og i nogle tilfælde kan have børnesygdomme og fejl, der kan være overraskende kostbare at udbedre.
”Vi er altid lydhøre overfor kunder og markedet, men det kræver et grundigt forarbejde at øge garantien til fem år, så vi har arbejdet på det i et års tid. Men vi er glade for, at vi kan lancere fem års garanti nu, hvor debatten om garanti er intensiveret. Timingen er god,” siger Britt Stellinger.
Fem års garanti bringer Audi, Cupra, Skoda og VW op i klasse med de bedste som Hyundai (fem år), Kia (syv år) og nye kinesiske mærker som BYD (seks år), MG (syv år) og Xpeng (fem år). De fleste europæiske mærker nøjes fortsat med to års garanti.
Fakta: Fem års garanti på Audi, Cupra, Skoda og VW
Herunder er den præcise beskrivelse af Semler Gruppens fem års garanti:
Samlet garanti i 5 år/150.000 km ved materiale- og fabrikationsfejl på batterielektriske biler (BEV) solgt af Skandinavisk Motor Co. A/S til en af Skandinavisk Motor Co. A/S’s autoriserede forhandlere og udleveret af forhandleren fra den 19.12.24.
De første 2 år dækkes af fabrikantens garanti, de næste 3 år dækkes af Skandinavisk Motor Co. A/S igennem vores autoriserede servicepartnere i Danmark, Grønland og på Færøerne.
Garantien omfatter ikke Plugin Hybrider (PHEV), digitale tjenester og services, indefra kommende gennemtæring, ekstraudstyr, naturligt slid eller sliddele, lak, højvoltsbatteri eller vejhjælp.
Højvoltsbatteriet er omfattet af fabrikantens 8-årige garanti eller op til 160.000 km. Øvrige vilkår og begrænsninger findes på www.volkswagen.dk/garanti.
Sådan Jens.
De har lyttet til dig.
Tak 🙂
Præcis😁👍