Et “forsigtighedsprincip” fik Peugeot til at råde kunder til at lade deres E-3008 stå. Tre uger før var situationen i princippet den samme.
Om det var juletiden, der gjorde Peugeots hjerter bløde. Eller om det var, fordi reservedelene blev forsinket længere end ventet, er vanskeligt at blive klog på. Men selvom der 10. december var tilfælde af knækkede bolte i bærekuglerne på tre styk Peugeot E-3008, og antallet af tilfælde ikke var blevet højere 3. januar, så var det først i januar, at Peugeot anbefalede kunderne at undlade at anvende deres biler.
Tirsdag den 10. december var meddelelsen til kunderne, at “hvis du er utryg ved at køre i bilen, er det muligt at få stillet en lånebil til rådighed”. Det brev fik kunderne fredag den 13. december.
Prøvekørsler forbudt
Dagen forinden – altså 12. december – skrev importøren Wismo Automotive A/S ellers ud til sine Peugeot-forhandlere, at “alle demokørsler og andre former for prøvekørsel indstilles øjeblikkeligt, da dette er en sikkerhedsrelateret fabrikskampagne. Dette gælder både indregistrerede demobiler og biler på prøveplader.”
Det skriver branchetidsskriftet Motor-magasinet. Magasinet er besiddelse af en mail fra Peugeot til forhandlerne.
Men altså først mandag den 6. januar modtog kunderne et brev, hvori de blev anbefalet ikke at køre i deres biler.
“Ikke noget, der ændrede sig”
Den 7. januar var Hvilkenbil blandt de første til at informere om Peugeots anbefalinger. Hvilkenbil har efterfølgende bedt Wismo Automotive A/S’ Head of Group PR, Hanne Sørensen, oplyse, hvad der ændrede sig sikkerhedsmæssigt fra 10. december til 3. januar.
Svaret lyder: “Der var ikke noget, der ændrede sig sikkerhedsmæssigt fra det første kundebrev (10. december, red.) til vores anbefaling om at undlade at anvende bilerne (3. januar, red.). Vi valgte at følge et forsigtighedsprincip, som i virkeligheden rakte ud over den krævede procedure, fordi situationen omkring levering af reservedele ændrede sig pga. forsinkelse.”
Sikkerhedsstyrelsen bedt om vejledning
Sikkerhedsstyrelsen skriver til Hvilkenbil, at styrelsen “ud fra en konkret risiko kan påbyde en erhvervsdrivende at rette fejl i produkter og markedsføring”. Og at “Sikkerhedsstyrelsen kan i alvorlige tilfælde påbyde at tilbagekalde allerede solgte produkter fra forbrugerne.”
Af aktindsigten, som Hvilkenbil er i besiddelse af, fremgår det, at Peugeot 10. december bad om Sikkerhedsstyrelsens vejledning. I fald Peugeot burde agere anderledes. Sikkerhedsstyrelsen vurderede ikke, at Peugeot skulle gøre andet eller mere, end de gjorde.
Passende tiltag
Forud for udsendelsen af det sidste brev til kunderne i januar, hvori Peugeot altså havde ændret december-ordlyden i det første brev fra “hvis du er utryg” til “anbefaler vi, at du midlertidigt undlader at anvende din bil”, skrev Peugeot fredag den 3. januar til Sikkerhedsstyrelsen, at “hvis vi som importør kan gøre yderligere, beder vi om Jeres vejledning til dette”.
Mandag den 6. januar skrev Sikkerhedsstyrelsen tilbage til Peugeot: “Det er herefter vores vurdering, at dine tiltag er passende i forhold til risikoen. Vi har derfor truffet afgørelse om, at sagen kan afsluttes på baggrund af dine tiltag”. Med andre ord vurderede myndighederne, at Peugeot gjorde, som de skulle.
Sikkerhedsstyrelsen skriver til Hvilkenbil: “Den fremsendte løsning er sket, inden Sikkerhedsstyrelsen kunne have pålagt importøren at tilbagekalde bilerne, grundet gældende lovgivning om sagsbehandling. For bilejerne er udfaldet det samme, og importøren har reageret hurtigere, end Sikkerhedsstyrelsen ville kunne gøre på baggrund af en sagsbehandling.“
Alle reservedele er kommet
1.702 biler er omfattet – flest Peugeot E-3008 samt et antal E-5008 og Opel Grandland. Hvilkenbil har spurgt Wismo, om kunderne, der kører i lånebil, formentlig benzindrevne, får kompensation. For ulejligheden, men også fordi udgifterne til benzin er højere end udgiften til strøm.
PR-chefen fastslår, at “der er ikke kompensation”. Det vigtigste har været at “holde alle kunder kørende”.
Tirsdag (14. januar) forlød det fra Wismo Automotives tekniske chef, at “alle reservedele er sendt ud til forhandlerne”.
Af redaktionen