Polestar 3 kører længst i norsk rækkeviddetest, men Tesla Model 3 er mest effektiv. Kia EV3 imponerer, mens Peugeot er udfordret i kulden.
For sjette vinter i træk har NAF, det norske svar på FDM, udført deres efterhånden verdensberømte rækkeviddetest.
Årets rækkevidde-mester i den norske vinterkulde blev Polestars nye SUV-flagskib, Polestar 3. Den svensk-kinesiske elbil er udstyret med et velvoksent batteri på hele 111 kWh med en WLTP-rækkevidde på 560 km. I testen pressede Polestar 531 km ud af batteriet – blot 300 meter mere end Tesla Model 3 Long Range RWD på andenpladsen.
Mens Polestar 3 således kun var fem pct. under sin WLTP-rækkevidde, ramte Teslaen mere ved siden af. Her lyder WLTP-rækkevidden på hele 702 km, men det blev altså kun til 531 km – en afvigelse på minus 24 pct.
Årets Bil tredje bedst
For danske bilister er bilen på tredjepladsen særligt interessant. Her finder vi Kia EV3, der netop er kåret som Årets Bil i Danmark. Den kompakte koreaner levede op til hæderen med en målt rækkevidde på 499 km. Det er en solid præstation for en elbil, der i den testede long range-udgave koster 290.000 kr. i Danmark.
Mindre imponerende var resultatet for de nye Peugeot-modeller E-3008 og E-5008. De teknisk identiske franskmænd adskiller sig kun i størrelse og endte begge i den tunge ende blandt de i alt 24 testede elbiler. Peugeot E-5008 nåede 361 km, mens den mindre E-3008 måtte nøjes med 347 km. De franske søsterbiler havde også nogle af testens største afvigelser mellem WLTP-rækkevidden og den målte rækkevidde: Henholdsvis minus 26 og 32 pct.
Renault blev væk
Apropos franskmænd: I sommers vandt Renault Scenic E-Tech NAFs sommer-rækkeviddetest. Efterfølgende har Renault brugt det flotte resultat i deres markedsføring, men da NAF bad om at låne en Scenic E-Tech til den mere krævende vinter-rækkeviddetest kunne det ikke lade sig gøre.
NAF er ikke overraskende fortørnet over afslaget og mener, at Renault simpelthen ikke tør stille op, fordi de frygter Scenicens præstationer i koldt vejr. Lidt pudsigt eftersom sommerens rækkeviddetest var usædvanlig kølig med temperaturer ned til tre grader oppe på fjeldet. Du kan læse mere om det prominente afbud her.
Kontroversen med Renault er blot endnu et eksempel på, at NAFs rækkeviddetest udfordrer bilproducenterne. I år er det 12. gang, at NAF laver testen. Hver gang er der heftige diskussioner om, hvor meget vægt man kan tillægge testen, der kaldes verdens største, fordi den omfatter flest elbiler i en test under virkelige forhold.
Først og fremmest har Norge nogle meget specielle kørselsforhold. Der er kun få motorveje, topfarten er aldrig højere end 110 km/t og norske landeveje er både kuperede og kringlede. Tilmed er der koldt, især nordpå i det enorme land.
Mere realistisk rute
Årets test var dog usædvanligt mild for årstiden. Temperaturen lå mellem frysepunktet og plus fem grader. På den måde minder årets vintertest ganske godt om dansk vinter. Til gengæld køres størstedelen af testen på landevej med maks 80 km/t. I Danmark kører vi meget oftere på motorvej med op til 130 km/t.
I år har NAF justeret ruten for at gøre den mere fair og realistisk. Tidligere har bilerne skulle køre højt op i fjeldet på sidste del af ruten. Var der strøm nok til at komme til tops på Venabygdsfjellet, gav det gevinst i form af en lang nedkørsel, hvor batteriet kunne genvinde strøm. På den måde favoriserede ruten biler med store batterier. Elbiler med små batterier nåede slet ikke frem til fjeldet og kunne derfor ikke øge rækkevidden på nedkørslen.
Af hensyn til sikkerheden stoppede årets test også, når bilerne ikke længere kunne holde fartgrænserne. Tidligere har flere biler kravlet langsomt afsted i et nødprogram, inden batteriet gav op. I år ville man ikke løbe risikoen for ulykker. Reelt har det reduceret rækkevidden for flere af bilerne.
Effektivitet er vigtigere
Som altid skaber testens fokus på rækkevidde også debat. Kritikerne mener, at det favoriserer dyre elbiler med store batterier. I virkeligheden er elbilernes effektivitet vigtigere – altså hvor mange kilometer, der kan presses ud af hver enkelt KWh.
Kigger man i stedet for elbilernes effektivitet og forbrug, ser resultatet helt anderledes ud. Tesla Model 3 bliver suveræn vinder med et forbrug på 6,7 km pr. kWh. Kia EV3 er en imponerende nummer to med 6,4 km/kWh, mens ’rækkevidde-mesteren’ Polestar 3 dumper ned på en 12. plads.
Mindre elbiler med mindre batterier som Volvo EX 30 og Mini Countryman ser pludselig gode ud. Det samme gælder populære elbiler i Danmark som Ford Explorer og Hyundai Ioniq 5, der alle kører 5,5 km/kWh eller mere.
Præcise BYD
Nørder man videre i resultaterne er det også bemærkelsesværdigt, at kinesiske BYDs elbiler Tang, Sealion 7 og Seal U alle ligger relativt tæt på WLTP-rækkevidden. Afvigelserne ligger mellem minus 9 og 16 pct.
Til sammenligning kæmper europæiske elbiler som Peugeot E-3008/5008, Audi Q6, VW ID.7, Porsche Macan og BMW i5 mere med unøjagtigheden. Her ligger den målte rækkevidde mellem 21 og 32 procent under de opnåede resultater.
I skemaet herunder kan du både se den opnåede rækkevidde og forbruget for de 24 testede elbiler.
Pudsigt at Skoda ikke deltager
Ja, skyldes formentlig, at Elroq endnu ikke er lanceret i Norge – som den heller ikke er i Danmark. Men den er lige på trapperne. Mvh Jens Velling, redaktør.
👍