BMW: Elbiler med store batterier ’giver ingen mening’

Effektivitet er vigtigere end store batterier, mener BMWs udviklingschef. Tesla-legende er enig og mener, fremtiden er 300 km rækkevidde.

Endnu inden den såkaldte rækkeviddeangst er udryddet, taler to store spillere i bilverdenen for mindre batterier og dermed kortere rækkevidde i fremtidens elbiler.

I et interview med Automotive News kommer BMWs udviklingschef Frank Weber (billedet) med flere interessante udtalelser om batteristørrelser. Ifølge Weber kan bilproducenter ”ikke blive ved med at lave batterier større og større, for så giver elbiler ikke længere mening.”

Problemet er, at meget store batterier giver elbiler et ”unødvendigt stort CO2-aftryk” i forbindelse med fremstilling af batteriet. Frank Weber henviser til mange mærkers ønske om at tilbyde elbiler, der kan køre 1.000 km på en opladning. Det kan ses som et lille spark over skinnebenet til ærkerivalen Mercedes, men også kinesiske bilproducenter, der lægger enorme batterier på op til 150 kWh i almindelige personbiler for at øge rækkevidden.

BMWs elektriske topmodeller iX og i7 fås dog også med store batterier. Senest har BMW opgraderet iX, så den nu fås med et batteri på 113 kWh, der giver den store el-SUV en rækkevidde på 700 km.

250-500 km er nok

Skal vi tro BMWs udviklingschef, bliver batterierne så heller ikke større i hans regeringstid.

”Vores egne data viser, at kun ganske få mennesker kører flere hundrede kilometer ad gangen i elbiler,” siger Frank Weber til Automotive News.

I BMWs egne kundeundersøgelser er elbils-ejere tilfredse med en rækkevidde på mellem 250 og 500 km. Derfor opfylder BMWs elbiler allerede i dag kundernes krav til rækkevidde. Og når BMW senere i år lancerer sin næste generation af elbiler, Neue Klasse, skyder man nærmest over målet. Neue Klasse får nemlig 30 pct. længere rækkevidde end BMWs nuværende, tilsvarende elbiler. Ny batteriteknologi vil samtidig gøre Neue Klasse 30 pct. hurtigere at lade op.

Derfor mener Frank Weber, at fokus på effektivitet – altså at presse flere km ud af den samme mængde strøm – ”er langt vigtigere end stadig større batterier.”

BMW er faktisk i gang med at efterleve Frank Webers tanker. Både BMW iX og BMW i5 har netop fået forbedret effektiviteten ved hjælp af nye halvledere, optimeret varmepumpe, bedre regenerering af bremseenergi og mere letløbende dæk. Små, men effektive forbedringer, der giver bilerne 25-50 km mere rækkevidde uden at gøre batterierne større.

300 km i mellemstor elbil

Frank Weber står ikke alene med hans tro på mere effektivitet og mindre batterier. I et interview med InsideEVs går Lucid-boss og delvis ejer Peter Rawlinson et skridt videre og siger, at Lucid ”med stor sandsynlighed” vil lave en mellemstor elbil med en rækkevidde på 300 km.

”Det er afgjort fremtiden. Jeg vil ikke sige, at den mellemstore elbil kun vil få den rækkevidde, men jeg kan sagtens se en variant af bilen med den rækkevidde om 10 år.”

Peter Rawlinson indrømmer – med et grin – at det lyder helt vildt, når netop han siger det. Dels fordi Lucid er kendt for at tilbyde markedets længste rækkevidde – rekorden for Lucid Air er hele 836 km, endda efter den skrappe, amerikanske EPA-norm. Dels fordi han er endnu mere kendt som ingeniøren bag Tesla Model S, der var den første elbil med lang rækkevidde.

Lucid Air har den længste rækkevidde af alle serieproducerede elbiler. Opfinderen tror dog, at 300 km vil være nok for mange mennesker.

Endelig er rækkeviddeangst fortsat den største bekymring for mange mennesker, der endnu ikke er skiftet til elbiler.

”Det kan lyde paradoksalt, når jeg, der er synonym med lang rækkevidde siger det – men jeg i virkeligheden synonym med at tænke i det store billede.”

Overfokus på lynladere

Når Peter Rawlinson kigger i krystalkuglen, ser han en masse mennesker, der ofte lever i byer og højst kører 65 km om dagen.

For dem er 300 km rækkevidde mere end rigeligt. Og har de ikke brug for mere, kan man putte langt mindre batterier i elbiler til en tiendedel af prisen. Samtidig mener Rawlinson, at der er et ”overfokus” på lynladere. I stedet skal vi opstille langt flere 11 kW-ladere på p-pladser og ved boliger, så man kan lade bilen, mens man arbejder eller sover.

Det er både mere praktisk og langt billigere. Dermed er vejen banet for langt billigere elbiler og dermed langt større udbredelse til masserne, der får råd til nye elbiler.

[email protected]

1 COMMENT

  1. Jeg sagde det først – for flere år siden – at rækkevidde er langt mindre vigtig end ladehastigheden .

    Lille batteri, der også om vinteren kører godt 300 km, og så en absurd hurtig opladning. Og så indret langture med korte stop for hver max 300 km. Det vil fingere for flertallet

    Ud over mindre miljøbelastning og billigere biler giver det også lettere biler med deraf følgende bedre køreegenskaber.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here