Elbil: Mini-SUV’en MG S5 EV til Danmark om to måneder

MG 5S EV

Skoda Elroq og Kia EV3 får kinesisk konkurrence. MG har netop afsløret, at elbilen MG S5 EV ruller ud på dansk asfalt i maj.

En lidt mindre udgave af MG ZS EV bliver nu en del af kinesiske MG’s offensiv i Europa. MG 5S EV er stort set på størrelse med Årets Bil i Danmark 2025, Kia EV3, og nummer to, Skoda Elroq. 

MG Motors i Danmark har netop overfor Hvilkenbil bekræftet, at 5S EV kommer i maj. Den 9. april kan MG være helt specifik omkring priser og præstationer.

5S EV kører allerede rundt i bl.a. hjemlandet Kina, hvor den hedder ES5. Bilen står på samme MSP-platform (Modular Scalable Platform) som MG4. Ifølge de ubekræftede oplysninger, der er tilgængelige på S5 EV, fås den med to batteri-størrelser med en rækkevidde på 340 og 430 kilometer efter WLTP-normen.

Ladeeffekten er 7 kW i en AC-lader – det bliver formentlig til 11 kW, når den kommer til Europa. Ladeeffekten i lynlader er hhv. 120 og 150 kW. Under optimale forhold lader den fra 10 til 80 procent af batteriets kapacitet på cirka 25 minutter.

Batterierne er fremstillet af den kinesiske batterigigant CATL og er af litium-jern-fosfat-typen (LFP).

Samme størrelse som Elroq

MG 5S EV er 448 centimeter lang, 185 cm bred og 162 cm høj. Det er stort set som Skoda Elroq. Kia EV3 er lidt kortere – 430 cm. Bagagerummet i MG 5S EV tager 453 liter, hvilket er meget tæt på både Elroq og EV3.

Kia EV3 findes med to batteri-størrelser på 58 og 81 kWh. Rækkevidden er 436 og 600 kilometer. Priserne begynder ved 270.000 og 290.000 kroner.

Skoda Elroq fås med tre batteri-størrelser: 52, 59 og 77 kWh. Rækkevidden for de tre er 375, 426 og 576 km. Priserne starter ved 250.000, 265.000 og 315.000 kr.

MG 5S EV’s landsmand BYD Atto 2, der har premiere om meget kort tid, vil muligvis også kunne lokke købere til. Den er i fysiske mål lidt mindre, og dens batteri er kun på 45 kWh. Rækkevidden er dermed nede på 312 km, og den maksimale ladeffekt er blot 65 kW. Et større batteri skulle dog følge. Med lille batteri koster BYD Atto 2 fra 220.000 kr.

Må den hedde S5?

Rygterne i branchen peger på, at MG 5S EV skal afløse ZS EV. Ligesom der spekuleres i, om den rent faktisk må hedde S5, da Audi kunne tænkes at ville fastholde deres ret til modelbetegnelsen.

Uanset hvad: De præcise specifikationer og ikke mindst priserne vil blive offentliggjort i forbindelse med den internationale præsentation den 9. april. Beløbet på prisskiltet må formodes at være lavere end det for både Kia EV3 og Skoda Elroq.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here