Fremtidens Mercedes-design skal aftvinge ’respekt’

Slut med biler, der ligner hinanden: Mercedes vil fokusere på den ikoniske stjerne og ikke længere designe elbiler og fossilbiler forskelligt.

’Respekt’ bliver temaet for designet af fremtidens Mercedes-modeller. Samtidig vil mærket fremover ikke adskille designet af elbiler og biler med forbrændingsmotor. Målet er at adskille Mercedes endnu mere fra konkurrenterne i en verden, hvor især nye kinesiske bilmærker kæmper for at finde vejgreb – også blandt luksusmærkerne.

Mercedes’ chef for design Gorden Wagener luftede planerne for britiske Autocar i forbindelse med biludstillingen i Shanghai. Netop Kina er et vigtigt marked for Mercedes, der ikke desto mindre må se de lokale bilmærker køre med flere og flere kunder. Noget må ske – og det handler ikke mindst om at vende tilbage til det designsprog, der tidligere har været med til at gøre Mercedes til noget særligt.

Luksus er noget du ønsker

Ifølge Gorden Wagener handler det om ”ikke at falde i havet af ensartethed.” En stikpille til de i øvrigt succesfulde kinesiske konkurrenter, der stadig kopierer vestligt bildesign, men mangler en klar design-identitet.

”En Mercedes skal ikke være noget, du har brug for som et køleskab, fordi luksus er noget du ønsker dig, ikke noget du har brug for.”

Fremover vil Mercedes derfor lægge mere vægt på at udstråle det, som Wagener omtaler som ’respekt’, når man køber en Mercedes.

”Du fortjener noget respekt. Du har gjort noget ud af dig selv og haft succes i dit liv, og det fortjener du respekt for,” siger Gorden Wagener om det at købe en Mercedes.

Tyske Gorden Wagener har været designchef for Mercedes siden 2016.
Fokus på stjerne-grillen

Designchefen peger på mærkets nyeste designstudie, den enorme el-MPV Vision V (billedet) som et godt eksempel. Her fremhæver han bilens enorme kølergrill med den ikoniske stjerne som et design, Mercedes fremover vil sætte mere fokus på. Både fordi det er mærkets historie og fordi ingen andre bilmærker har noget lignende.

Wagner understreger, at løsningen ikke at er klaske stadig større kølergrills på fremtidens Mercedes-modeller. Det handler mere om at fremhæve selve formen og genkendeligheden, så man umiddelbart kan se, at her kommer en Mercedes.

Samme design af el og fossil

For danske bilkøbere er det måske endnu mere interessant, at Mercedes ikke længere vil adskille mærkets design af sine elbiler fra modeller med forbrændingsmotorer.

Herhjemme sælger Mercedes flest elbiler. Fremover får de et design mage til fossilbilerne. Når der på et tidspunkt kommer en ny EQE, vil den ikke længere have et markant elbil-design med sit ultravindglatte karrosseri, men i stedet dele udseende med den fossildrevne E-klasse. Kunderne kan nemlig bedst lide det traditionelle bildesign, så Mercedes er pisket til at skifte design-strategi.

”Vi vil afgjort bevæge os væk fra det,” siger Gorden Wagener om at have forskellige designsprog for el- og fossilbiler.

”Det giver heller ingen mening, bare fordi der er to forskellige drivliner.”

Elbiler skal ligne fossilbiler

Mercedes-kunder er konservative, og det er ingen hemmelighed, at det futuristiske design af de dedikerede elbiler EQE, EQE SUV og EQS slet ikke er slået an på de største markeder som det tyske, amerikanske og kinesiske.

I et forsøg på at rette op på salget har Mercedes forsynet det elektriske flagskib EQS med en traditionel Mercedes-grill. Til trods for, at EQS som elbil ikke har behov for luftindtaget i fronten.

Alt tyder på, at vi kommer til at se mere af den slags design på fremtidens elbiler fra Mercedes: De ligner til forveksling fossilbiler.

Mercedes CLA har samme design, uanset om den kører på strøm eller benzin.
BMW gør det modsatte

Det er en strategi, som ærkerivalen BMW har haft enorm succes med. Men ganske interessant skifter BMW nu strategi, når deres ’Neue Klasse’ af elbiler kommer senere i år. Modsat Mercedes vil BMW fremover adskille designet af deres el- og fossilbiler.

Mercedes gør det stik modsatte af BMW. Den helt nye Mercedes CLA har samme design, uanset om den kører på strøm eller benzin.

”Første generation var designet som elbiler, lidt anderledes, mere aerodynamiske og futuristiske, fordi folk ville vise, at de kørte i en elbil. Men betyder det ikke rigtigt noget. Nu betyder mærket Mercedes noget. Så det vil vi fokusere på, fokusere på respekten og fronten, der får Mercedes til at adskille sig fra mængden. For mig som designer er det ligegyldigt, om den er elektrisk eller fossil – det er en Mercedes,” siger Gorden Wagener.

Spørgsmålet er, om kunderne fortsat vil have elbiler, der ligner elbiler. Eller om de er klar til et nyt designsprog. Det skal blive spændende at se, om Mercedes eller BMW får ret.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here