Tesla dømt i sag om dødsulykke på Autopilot

Tesla taber sag om mærkets Autopilot i dødsulykke og skal betale 1,7 mia. kr. i erstatning. Sagen kan få stor betydning for lignende søgsmål mod Tesla.

Et nævningeting i Florida har dømt Tesla til at betale op mod 243 millioner dollars – svarende til godt 1,7 milliarder kroner – i en opsigtsvækkende sag om mærkets såkaldte Autopilot. Det er første sag nogensinde, hvor en jury har gjort Tesla direkte ansvarlig i en dødsulykke, hvor bilens førerassistentsystem var aktiveret.

Ramte to fodgængere

Ulykken fandt sted i marts 2019 i Key Largo i det sydlige Florida. Den 27-årige George McGee kørte sin Tesla Model S med Autopilot aktiveret, da han tabte sin telefon på gulvet og bøjede sig ned for at samle den op. Bilen fortsatte gennem et T-kryds, røg op over en kantsten og ramte to fodgængere, der stod ved siden af deres bil på en parkeringsplads.

Den 22-årige Naibel Benavides Leon døde på stedet, mens hendes kæreste, Dillon Angulo, blev alvorligt kvæstet.

De efterladte lagde sag an mod Tesla og hævdede, at ulykken skyldtes svagheder i Autopilot-systemet. Blandt andet at det kan bruges på almindelige veje, selvom det ifølge producenten er udviklet til motorvejskørsel.

Derfor tabte Tesla

Juryen lagde vægt på, at Tesla havde gjort det muligt at bruge Autopilot uden for motorveje – uden nogen form for sikkerhedsmæssig begrænsning. Ifølge de sagsøgende var det netop det, der gjorde ulykken mulig.

Juryen vurderede, at Tesla bar 33 procent af skylden, mens føreren selv, George McGee, bar resten. Tesla blev dømt til at betale 43 millioner dollars i erstatning samt 200 millioner dollars i straf, hvilket samlet giver de omtalte 243 millioner dollars.

"Tesla designede Autopilot til motorveje med adgangsbegrænsning, men valgte bevidst ikke at forhindre brug på andre veje. Det var uansvarligt og førte direkte til dødsfaldet," sagde sagsøgernes advokat, Brett Schreiber, i forbindelse med dommen.

Tesla afviser dommen og fastholder, at føreren var eneansvarlig for ulykken, da han både kørte for hurtigt, var distraheret og havde foden på speederen. Ifølge Tesla var der også fejl i sagsbehandlingen. Tesla har derfor meddelt, at dommen vil blive anket.

Kan få store konsekvenser

Dommen er bemærkelsesværdig, fordi det er første gang, Tesla bliver dømt ansvarlig i en sag, hvor en person er omkommet med Autopilot aktiveret. Hidtil har Tesla formået at undgå ansvar i lignende sager i både USA og andre lande. I stedet har Tesla indgået forlig inden sagerne er kommet for retten.

Derfor ses dommen som en mulig gamechanger. Ikke kun juridisk men også i forhold til, hvordan Tesla markedsfører sine førerassistentsystemer.

Eksperter vurderer, at afgørelsen kan åbne døren for nye sagsanlæg fra andre ofre og pårørende i sager, hvor Autopilot har været involveret i ulykker.

Sagen øger presset på Tesla, der i forvejen er under skærpet tilsyn fra myndigheder i både USA og Europa. Blandt andet undersøger flere amerikanske delstater, om navnet Autopilot er vildledende, fordi det kan give indtryk af, at bilen kører selv – hvilket ikke er tilfældet.

Samtidig satser Tesla stort på selvkørende teknologi. Både til mærkets nye Robotaxier og privatejede Teslaer. Teslas erklærede mål er et gennembrud for teknologien i år.

Farlig fejlopfattelse

Sagen understreger, at selv avancerede førerassistentsystemer kræver, at føreren af bilen hele tiden er opmærksom og klar til at gribe ind.

Tesla markedsfører Autopilot som en hjælp – ikke som et selvkørende system – men mange forbrugere opfatter fejlagtigt teknologien som mere avanceret, end den i praksis er.

Sagen viser også, hvor hurtigt en ulykke kan ske, når tilliden til teknologien bliver for stor.

Afgørelse kan trække ud

Tesla har allerede meddelt, at de vil anke dommen. Det betyder, at sagen ikke er slut. Den endelige afgørelse kan trække ud i måneder eller endda år.

Uanset udfaldet har sagen allerede sat sig spor: Tesla står over for øget kontrol, voksende kritik og potentielt flere retssager. Og for bilindustrien som helhed markerer sagen et vigtigt vendepunkt i diskussionen om ansvar og sikkerhed i en tid, hvor biler bliver stadig mere automatiserede og – i hvert fald delvist – selvkørende.

[email protected]

1 COMMENT

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here