Skarpe leasingpriser gør disse elbiler interessante

Ford leasingpriser

Ford lancerer nye leasingpriser på elbilerne Puma Gen-e, Explorer og Capri. Særligt Explorer placerer sig som et godt leasingtilbud blandt elbiler.

Købe eller privatlease ny elbil?

Det klassiske spørgsmål får ny næring med en ny kampagne fra Ford. Den danske Ford-importør lancerer nye privatleasing-tilbud på tre af mærkets elbiler Ford Puma Gen-e, Explorer og Capri. Som altid skal man nærlæse det med småt, for de tre biler er ikke lige gode tilbud. En af dem er dog så langt nede i månedlig ydelse, at den vil være et reelt alternativ til et køb – især hvis man alligevel kun vil beholde bilen i få år.

Explorer er bedste tilbud

Bedste tilbud er Ford Explorer. Her kan den månedlige ydelse på privatleasing presses helt ned i 1.995 kr. pr. måned.

Og det er så her, at du skal læse det med småt. For den lave pris er betinget af en engangsudbetaling på 50.000 kr. og et beskedent kørselsbehov på 10.000 km årligt. Samtidig er der tale om basisudgaven af Explorer med den lille motor på 125 kW og en rækkevidde på 357 km.

For de fleste danskere vil det give mere mening at opgradere til Explorer med stort batteri, Premium-udstyr, større 210 kW-motor og lang rækkevidde på 572 km. Merprisen over en tre års leasingperiode er beskeden.

De fleste vil sikkert også hellere lægge 15.000 kr. i stedet for 50.000 kr. i udbetaling, og så stiger den månedlige ydelse til 3.800 kr. Hertil skal lægges 350 kr. pr. måned for at få lov til at køre 20.000 km årligt – altså 60.000 km over den tre-årige leasingperiode.

Det giver – inklusive udbetaling og 780 kroners afleveringsgebyr – en samlet ydelse på 165.780 kr. Mange penge men faktisk et udmærket tilbud. Det koster nemlig 340.000 kr. at købe en Ford Explorer Premium med lang rækkevidde, og dermed lever privatleasingprisen op til tommelfingerreglen om, at den bør udgøre mindre end halvdelen af nyprisen. Helt præcist er privatleasingprisen i dette tilfælde 48,7 pct. af nyprisen.

Puma er dyrere

Leasingtilbuddet på den mindre Ford Puma Gen-e er knapt så skarpt.

Umiddelbart lyder det forrygende billigt med en månedlig ydelse på 1.395 kr. Men igen er udfordringen er stor udbetaling på 50.000 kr. og blot 10.000 km årligt.

Lægger du i stedet 15.000 kr. i udbetaling stiger den månedlige ydelse til 2.500 kr. for den veludstyrede basisudgave Select. For yderligere 350 kr. pr. måned, må du køre 15.000 km årligt. Med afleveringsgebyret på 780 kr., løber de totale omkostninger over tre år/45.000 km op i 119.000 kr. Da en Ford Puma Gen E Select koster 230.000 kr. svarer tre års leasing til 51,7 pct. af købsprisen – altså et knapt så skarpt tilbud.

Capri er dyrere end Explorer

Ford tilbyder også privatleasing af Capri, der ret beset er en lidt længere Explorer med større bagagerum. Teknisk er de to biler identiske. Ford lægger dog 500 kr. på den måned ydelse for Capri, og så ender den som trekløverets næstbedste tilbud.

Vil du privatlease Capri på samme vilkår som Explorer i eksemplet herover, ender du med et tre-årig ydelse på 183.780 kr. Da en Capri Premium med lang rækkevidde koster 360.000 kr., lander den tre-årige leasingydelse på 51 pct. af prisen. Ikke dårligt, men ikke helt så skarpt som prisen på Explorer.

Seks måneders gratis strøm

Konkurrencen på elbiler er nærmest brutal i Danmark, så Ford har mere i godteposen. Rykker du på deres privatleasingtilbud inden udgangen af september, får du seks måneders gratis Clever One abonnement med i prisen. Også her skal du læse det med småt: Tilbuddet kræver, at du betaler for installering af ladeboks. Det koster mindst 2.500 kr., og opsiger du abonnementet efter seks måneder, tager Clever ladeboksen retur.

Fortsætter du hos Clever, koster abonnementet mindst 799 kr. pr. måned – en pris, som Konkurrencerådet og Forbrugerrådet betegner som alt for høj.

Læs mere om leasingpriser hos Ford her.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here