Om 10 år sælges der kun elbiler. Men ikke alle bilmærker vil overleve omstillingen til elbiler, siger Volvo-veteranen Håkan Samuelsson.
Volvos øverste chef, Håkan Samuelsson, forventer at alle nye biler vil være elektriske om 10 år. De vil også være billigere, end de er i dag. Den globale omstilling til elbiler uundgåelig.
”Der er ingen vej tilbage. Det kan tage lidt længere tid i nogle regioner, men retningen er klar,” siger den 74-årige svensker i et interview med Bloomberg.
Omstillingen vil forandre bilindustrien, som vi kender den i dag.
”Der vil være nye dominerende aktører, akkurat som Ford, GM, Toyota og Volkswagen var i den gamle verden. I den nye verden vil der også være to eller tre meget stærke kinesiske mærker. Det gør tilværelsen for de gamle vanskeligere og udløser en bølge af omstilling. Nogle mærker vil tilpasse sig de nye omstændigheder og overleve. Andre ikke,” siger Håkan Samuelsson.
Øget kinesisk indflydelse
Volvo har selv mærket forandringens vinde blæse ind over hovedkvarteret i Göteborg.
I 2010 overtog kinesiske Geely det svenske traditionsmærke. Siden har kineserne gradvist øget deres indflydelse. Både udvikling og produktion foregår i stigende grad i Kina – og ikke uden udfordringer.
Tidligere i år blev skotske Jim Rowan fyret som chef for Volvo efter enorme problemer med softwaren i de nye elbiler EX30 og EX90. Problemerne har kostet Volvo milliarder i forsinkelser og udløst besparelser og fyringer.
I stedet gav Geely comeback til Håkan Samuelsson, der var bestyrelsesformand for Volvo fra 2012 til 2022. Opgaven for den driftssikre og respekterede Volvo-veteran er netop at bringe Volvo sikkert igennem den svære omstilling til elbiler.
Ramt af EU-told
Håkan Samuelsson har nok at se til. Hidtil har 2025 været noget af et møg-år for Volvo. Bådet salg og indtjening falder – og det gælder også efterspørgslen på de afgørende elbiler.
”Det er meget foruroligende, men egentlig ikke en stor overraskelse for mig. Sidste år importerede vi EX30 i store mængder fra Kina. Så kom (EU’s, red.) toldsats, og det var umuligt at fortsætte. Vi flyttede produktionen til Gent (i Belgien for at undgå EU’s told på Kina-biler, red.). Nu skruer vi op igen,” siger Håkan Samuelsson til Bloomberg.
Udover tolden mener Volvo, at de lange leveringstider på elbilen EX30 fra Kina har forstærket udfordringerne. Sidste år var EX30 den tredje mest solgte bil i Europa. I første halvår af 2025 dumpede EX30 ned på en 12. plads.
Håkan Samuelsson mener, at en stor del af det tab, som Volvo har oplevet i år, netop kan tilskrives udfordringerne med EX30. Og at flytningen af produktionen til Belgien derfor vil hjælpe Volvo.
El styrker Volvo
Under alle omstændigheder er elbiler den rigtige vej at gå, mener den tilbagevendte Volvo-chef.
”Volvo bliver stærkere, hvis vi elektrificerer hurtigt. Men vi har brug for nye ladehybrider, elbiler med reservemotor, som en bro frem mod, at der findes ladere over alt. Strategisk har vores satsning ikke ændret sig,” siger Samuelsson om Volvos nu udskudte planer om kun at sælge elbiler fra 2030.
I dag erkender Håkan Samuelsson, at det afhængigt af kundeefterspørgsel og udbygning af ladeinfrastruktur kan tage lidt længere end 2030, før der udelukkende sælges elbiler.