Stellantis vil forsimple elbilers batterier

Gennembrud: Efter flere års forskning er Stellantis klar til at indbygge flere funktioner i batterier, der vil gøre elbiler lettere, hurtigere og mere effektive.

Stellantis-koncernen, der står bag bilmærker som Citroën, Peugeot, Opel og Fiat, har udviklet et nyt batteri, som de kalder et gennembrud for elbiler.

Under navnet IBIS – Intelligent Battery Integrated System – integrerer Stellantis både elbilens lader og omformer (inverter) i selve batteripakken.

I dag er disse dele bygget ind i elbiler som selvstændige dele. Men ved at gøre dem til en del af batteripakken, sparer Stellantis både plads og vægt.

Lettere servicer og genbrug

Ifølge Stellantis bliver elbiler også lettere at servicere, og når batteriet engang er slidt ned, kan det lettere genbruges til for eksempel energilagring. Fordi lader og omformer er en del af batteripakken, slipper man for en kostbar og tidkrævende renovering af battericellerne.

”Dette projekt viser, at forenkling er innovation. Ved at gentænke og forenkle elbilens drivline, gør vi den lettere, mere effektiv og billigere. Det er den slags innovation, der hjælper os til at levere bedre og billigere elbiler til vores kunder,” siger Stellantis’ chefingeniør Ned Curic om IBIS.

10 pct. mere rækkevidde

I forhold til en elbil som Peugeot E-3008 med et mellemstort batteri på ca. 75 kWh giver det nye, integrerede batteri flere fordele:

  • 10 procent bedre effektivitet og dermed rækkevidde samt 15 procent flere kræfter - fra 150 kW (205 hk) til 172 kW (234 hk) – med det samme størrelse batteri.
  • 40 kg lavere vægt og frigørelse af 17 liter plads, der i stedet kan bruges til bedre plads i kabinen og bedre aerodynamik.
  • 15 procent hurtigere opladning og 10 procent lavere energiforbrug.

Alle disse fordele hænger sammen med, at elbiler bruger meget energi på hele tiden at konvertere vekselstrøm til jævnstrøm og vice versa – f.eks. når bremseenergi bruges til at lade batteriet.

Ved at integrere lader og omformer i selve batteripakken bliver processen hurtigere og kræver færre komponenter. Det sparer både vægt og reducerer energitab.

Klar inden 2030

Stellantis har brugt adskillige år på at udvikle teknologien, der første gang så dagens lys i et stationært batteri i 2022. Nu er IBIS for første gang klar til at rulle ud på vejene i en Peugeot E-3008 (foto). I første omgang som en prototype, der skal bruges som rullende testlaboratorium. Stellantis forventer at kunne sætte det integrerede batteri i serieproduktion sidst i dette årti.

Stellantis’ IBIS-batteri er endnu et eksempel på, hvordan batterier til elbiler konstant udvikles, så de løbende bliver mere effektive og tilbyder længere rækkevidde.

Forleden afslørede den japanske batterigigant Panasonic, at de udvikler et nyt batteri uden anode, der vil øge rækkevidden med 25 procent. Det anodefri batteri lanceres i 2027. 

[email protected]

2 Kommentarer

  1. Og hvordan påvirker det reparationsevnen? Der er en generel trend, hvor den ofres for at spare penge i produktionen. Godt for bilproducenterne. Mindre godt for kunderne. Vi ser allerede, hvor dyre mange elbiler er at reparere. Hvis man tvinges til at skifte inverter og også hele batteripakken, hvis OBC'en ryger, er bilen jo så godt som totalskadet.

    • Godt spørgsmål Flemming. Bekymringen er reel, for jo mere man integrerer de enkelte komponenter, desto sværere og dyrere kan de blive at reparere. Det kender vi fra elektronik, hvor det er ofte er umuligt eller meget dyrt at udbedre selv banale fejl. Mvh Jens Velling, red.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here