Med lanceringen af Grande Panda øger Fiat nybil-garantien fra to til fem år. Det efterlader ganske få mærker med to års garanti.
Fem års garanti eller mere er for alvor ved at blive normen for nye biler, der sælges i Danmark.
Senest er det italienske Fiat, der dropper to års nybil-garanti til fordel for fem års garanti. Det sker på elbilen Grande Panda, der netop er lanceret herhjemme og p.t. er den eneste model i det danske Fiat-program.
Ud over fem års nybil-garanti giver Fiat otte års garanti på batteriet. Dermed matcher Fiat garantien på størstedelen af de nye elbiler, der sælges i Danmark.
Begyndte sidste år
Bevægelsen mod længere nybils-garantier tog for alvor fart for knapt et år siden. Flere eksempler på bilejere, der fik præsenteret enorme regninger på blot to-tre år gamle elbiler, fik flere medier - også Hvilkenbil - til at kræve mindst fem års garanti på nye biler.
Semler, den danske importør af bl.a. VW, rykkede først og indførte i december fem års garanti på alle elbiler fra mærkerne Audi, Cupra, Skoda og VW.
Efterfølgende fik det mærker som Ford, Mercedes, Citroën, Opel og Peugeot til at følge med i første del af 2025.
Kort efter fulgte Mazda med, derefter Renault, så udvidede VW de fem års garanti til også at omfatte elektriske varebiler, og senest var det så Volvos tur i august og derefter Polestar tidligere i denne måned til at give fem års garanti km på elbiler.
Kun seks mærker tilbage
Nu er det så Fiat, der følger trop, og det øger presset på de ganske få bilmærker, der holder fast i blot to års garanti. Det er i skrivende stund Alfa Romeo, BMW, Jeep, Mini, Porsche og Seat.
Bilmærkernes nyvognsgaranti
Aiways: 5 års nyvognsgaranti eller 160.000 km *
Alfa Romeo: 2 års nyvognsgaranti
Audi: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
BMW: 2 års nyvognsgaranti
BYD: 6 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Citroën: 5 års nyvognsgaranti*
Cupra: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Fiat: 5 års nyvognsgaranti*
Ford: 5 års nyvognsgaranti eller 100.000 km *
Honda: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km
Hongqi: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Hyundai: 5 års nyvognsgaranti uden km.-begrænsning
JAC: 5 års nyvognsgaranti eller 100.000 km *
Jaguar: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km
Jeep: 2 års nyvognsgaranti
Kia: 7 års nyvognsgaranti eller 150.000 km
Lexus: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km **
Mazda: 6 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Mercedes-Benz: 5 års nyvognsgaranti (foreløbig 2025 ud) *
MG: 7 års nyvognsgaranti eller 150.000 km
Mini: 2 års nyvognsgaranti
Nissan: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km
Omoda: 7 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Opel: 5 års nyvognsgaranti *
Peugeot: 5 års nyvognsgaranti *
Porsche: 2 års nyvognsgaranti
Polestar: 5 års nyvognsgaranti *
Renault: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Seat: 2 års nyvognsgaranti
Skoda: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Suzuki: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km
Tesla: 4 års nyvognsgaranti eller 80.000 km *
Toyota: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km **
Volkswagen: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Volvo: 5 års nyvognsgaranti eller 200.000 km *
Xpeng: 7 års nyvognsgaranti eller 160.000 km *
Bemærk: * gælder kun for elbiler. ** Op til 10 år/185.000 km nyvognsgaranti, forudsat at bilen serviceres regelmæssigt hos autoriserede værksteder.






