Når de såkaldte crossover biler indtager markedet, er det ikke kun SUV-konceptet, der bliver mindre. Priserne følger med ned, anført af franske Peugeot og Renault.
Crossover biler, mini SUV’ere eller caféhjulstrækkere. Kært barn har mange navne, men fælles for den bølge af kompakte, offroader-lignende biler, der er på vej ind over Danmark og resten af Europa er, at biltypen lige nu er den hurtigst voksende i verden. Mange steder på kloden er simpelthen ramt af crossover feber. Og meget tyder på, at danske forbrugere også kan se fidusen i at stige fra en traditionel minibil og op i en højbenet ditto med væsentligt mere udstråling. Ikke mindst fordi priserne er rimelige, størrelsen reduceret og det forkætrede firehjulstræk, der slog biltypen ud for 10 år siden, er nu afløst af et mere sparsommeligt og politisk korrekt forhjulstræk.
Det gælder for eksempel den nye Peugeot 2008, der har Danmarkspremiere i denne weekend. Peugeot 2008, der designmæssigt er en fræk ”crossover” fortolkning af stationcarudgaven af Peugeot 208, kan blive det første ”homerun” for den nye biltype. At dømme efter fremmødet fra potentielle bilkøbere i det store, østjyske bilhus som hvilkenbil besøgte i weekenden, er interessen i hvert fald massiv.
De bilkøbere, som hvilkenbil talte med, er begejstrede for idéen om den “kompakte SUV”. De fremhæver især den høje siddeposition, der giver et godt overblik over trafikken og gør det lettere at komme ind og ud af bilen. Det gælder både de lidt ældre bilkøbere med ømme rygstykker og de unge familier, der får lettere ved at løfte børn ind og ud af bilen og spænde seler fast uden at få ondt i ryggen.
Også designet hitter: En Peugeot 2008 er bare lidt frækkere og mere macho end en lille stationcar eller MPV.
Merpris for crossover på 10.000 kr.
Endelig er merprisen relativt overskuelig. Stort set alle de nye, kompakte crossover biler ligner noget, der kan køre med i Rally Dakar, men nøjes ikke desto mindre med forhjulstræk. Sammen med den beskedne størrelse holder det prisen nede. For eksempel er Peugeot 2008 lanceret med introrabat på 15.000 kr. til priser fra 179.000 kr. inkl. levering. Det er blot 10.000 kr. mere end en tilsvarende 5-dørs Peugeot 208. Rykker man op i de lidt større udgaver af Peugeot 2008, stiger intro-rabatten til 25.000 kr. Her ligner 2008 med Active-udstyr og 92-hestes dieselmotor til 234.000 kr. inkl. lev. et godt bud på en harmonisk udgave af den franske livsstilsbil.
Hos konkurrenten Renault er merprisen for at rykke op crossover bilen Captur også beskeden. Når Captur får dansk premiere i august, starter priserne ved endnu lavere 172.000 kr. inkl. levering – og det er endda med Renaults stærke, tre-cylindrede benzinturbomotor med 90 hk. Sammenlignet med stationcar-udgaven af Renault Clio, Sport Tourer, koster det også hos Renault kun 10.000 kr. mere at surfe med på crossover bølgen.
Dermed lægger de franske mini SUVere pres på konkurrenterne fra starten. Den lidt større rival Opel Mokka er introduceret til 224.000 kr., men underbydes formentlig af søsterbilen Chevrolet Trax, der kommer til Danmark til efteråret. Meget tyder dog på, at det især bliver de franske mærker, der kommer til at hugge kunder i den nye klasse for kompakte crossover biler. De kommende måneder vil vise, om interessen mest kommer fra stilbevidste “first movers” eller om de nye, kompakte “gadekryds” bliver lige så populære som de større, tungere og tørstigere firehjulstrækkere var i 00erne.