Kina på vej mod brat fald i efterspørgsel på elbiler

kinesiske bilmærker

Kina halverer hjemlig skattefordel ved køb af nye elbiler. Det vil få efterspørgslen til at falde, øge konkurrencen og eksporten til Europa.

Nye skatteregler vil få efterspørgsel på elbiler i Kina til at bremse op. Det spår flere eksperter. Forklaringen er, at Kina halverer den fritagelse af købsafgiften på nye elbiler, som kinesiske bilkøbere hidtil har nydt godt af. 

Fra 1. januar vil fritagelsen på op til 30.000 kinesiske yuan nu højest være 15.000 yuan. Det svarer til et fald fra 27.300 til 13.650 kroner.

Alt andet lige vil det lægge en dæmper på kinesernes appetit på nye elbiler. Kina er det land i verden, hvor der fremstilles og sælges flest elbiler.

Vil falde 30 procent

I et SoMe-indlæg forventer generalsekretæren for den kinesiske brancheorganisation af batteriproducenter, Cui Dongshu, at efterspørgslen på nye elbiler i Kina vil falde med hele 30 procent. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.  

“Med tanke på 2026 vil efterspørgslen på nye batterier falde drastisk fra slutningen af året (2025, red.), så batteriproducenter bør skære i produktionen og tage det lidt med ro for at tackle udsvingene,” skriver Cui Dongshu. 

Må klare sig selv

Kina er også verdens største producent af batterier til elbiler, så et fald på 30 procent kan få vidtgående konsekvenser for Kinas bilindustri. I forvejen har de kinesiske magthavere besluttet at fjerne elbiler fra landets nye femårsplan. Reelt betyder det, at Kinas vildtvoksende bilindustri i højere grad skal klare sig selv på almindelige markedsvilkår. Både hjemme i Kina og ude på eksportmarkederne.

Vil skærpe overlevelseskamp

Analytikere har længe sagt, at kun en brøkdel af Kinas mere end 120 bilproducenter vil overleve. Udskilningsløbet er allerede i gang og med udsigt til et vigende hjemmemarked i år, skærpes kampen om at overleve.

For bilkøbere i Danmark og resten af Europa kan det også få stor betydning. Med faldende efterspørgsel på hjemmemarkedet, vil kinesiske bilproducenter i endnu højere grad forsøge at eksportere deres produkter. Det kan forstærke konkurrencen på især pris yderligere. Udviklingen vil presse både kinesiske og ikke-kinesiske bilmærker og kan fremrykke en situation, hvor flere bilmærker må give op.

Alene i Danmark er der lanceret omkring 25 nye kinesiske bilmærker siden 2022.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here