Globalt solgte Audi tre procent færre biler sidste år. Lyspunktet er Audis elbiler - siden september er salget af Audis elbiler steget 58 procent.
2025 blev et svært år for Audi. Ikke i Danmark, hvor det tyske prestigemærke satte ny salgsrekord og blev det fjerde mest solgte bilmærke. Men på de største markeder i Kina og USA var der modvind med en samlet tilbagegang på tre procent.
Tilbagegang er aldrig godt. Men Audi kan finde trøst i en - for nogle måske overraskende - biltype: Audis elbiler fandt nemlig for alvor gnisten i 2025. Ud af de 1,6 millioner biler, som Audi leverede sidste år, var de 223.000 elbiler. Det er en fremgang på solide 36 procent sammenlignet med året før.
Stærk slutspurt
Zoomer man ind på det sidste fire måneder af 2025, er der endnu mere opmuntring til de gode folk i Ingolstadt: Her vendte salget og blev faktisk til et samlet plus på 13 procent sammenlignet med samme periode i 2024.
Igen var det især elbiler, der trak læsset - isoleret steg efterspørgslen på Audis elbiler nemlig med hele 58 procent.
“Vores produktsatsning er nu ude på vejene, og det begynder leveringerne løbende at afspejle. I løbet af 2025 så vi frem for alt en vækst for elbiler,” siger Marco Schubert, salgs- og marketingchef for Audi.
Schubert henviser til nye elbiler som A6 og Q6 e-tron, der nu for alvor er kommet på markederne rundt om i verden. Særligt SUV’en Q6 e-tron (foto) er populær med 84.000 leveringer, mens A6 e-tron fandt 37.000 kunder i 2025.
Vild el-vækst i Tyskland
Mens salget faldt i USA og Kina, holdt det niveau i Europa. Igen med Audis elbiler som lyspunktet: Mens Audi generelt stod stille i Europa, steg salget af elbiler her med 40 procent.
På den tyske hjemmebane er tendensen mod elbiler endnu tydeligere: Audi leverede 206.000 biler i Tyskland - fire procent flere end forrige år. Af disse var 41.000 elbiler - massive 90 procent flere end i 2024.
Så når Audi i store træk holdt skansen i 2025 - og kan glæde sig over en opadgående tendens mod årets slutning - skyldes det altså mærkets elbiler.





