Porsche kæmper med vigende salg og omstilling til elbiler. Alligevel sælger det tyske traditionsmærke for første gang flere elektrificerede- end fossile biler.
Lavere salg, mindre indtjening og ny chef.
Krisen kradser hos Porsche, der er ramt af den ‘perfekte storm’. I Kina vender kunderne ryggen til europæiske luksusmærker til fordel for hjemmelavede alternativer med mindst lige så meget high-tech til lavere priser. I USA, der stadig er Porsche vigtigste marked, har præsident Trump indført ekstra told på importerede biler. Og som rosinen i den slatne bratwurst er selv tyskerne historisk tilbageholdende med at købe Porsches biler på hjemmebanen.
Faktisk faldt salget i Tyskland med hele 16 procent sidste år - kun overgået af Kina, hvor faldet var hele 26 procent.
“Svarer til forventninger”
I en kommentar til 2025-salget holder Porsche dog hovedet højt.
“Udviklingen svarer til vores forventninger, og skyldes leverings-huller for forbrændingsmotor-udgaverne af 718 (Boxster og Cayman) og Macan og den fortsat svage efterspørgsel for eksklusive produkter i Kina. Reaktionen på lanceringen af Cayenne Electric sidst på året, skinner også igennem,” forklarer Matthias Becker, medlem af Porsches bestyrelse for salg og markedsføring.
Becker henviser her til to modsatrettede bevægelser: På den ene side mangler Porsche endnu de nye fossiludgaver af mærkets to billigste modeller, 718 og Macan, der først lige er blevet besluttet, da den oprindelige plan var udelukkende at satse på elektriske udgaver. På den anden side venter en del potentielle Porsche-kunder på, at de kan få leveret den nye, rent elektriske Cayenne (foto).
Hver tredje er elektrisk
Et dybere kig i tallene for 2025-salget bekræfter, at Porsche befinder sig et sted, hvor mærket så at sige både skal blæse og have mel i munden.
På den ene side mener Porsche, at man har været lidt for hurtigt ude med omstillingen til elbiler. Derfor har Porsche besluttet at videreføre fossiludgaver af modeller som 718 og Macan - og for den sags skyld Cayenne.
På den anden side viser 2025-salget, at elbiler og hybrider er blevet helt afgørende for Porsches forretning: Sidste år udgjorde elektrificerede modeller for første gang mere end halvdelen af Porsches salg i Europa med en andel på 58 procent. Hver tredje Porsche solgt i Europa var rent elektrisk - også for første gang.
Svær balancegang
Den helt store udfordring for Porsche er det amerikanske marked, hvor støtten til elbiler er fjernet. Som Porsches mest lukrative marked bliver tyskerne altså nødt til fortsat at kunne levere nye, spændende fossilmodeller til et købestærkt, amerikansk publikum.
“I 2026 har vi et klart fokus: Vi skal styre udbud og efterspørgsel i overensstemmelse med vores ‘værdi frem for volume’ strategi,” siger Matthias Becker om den svære balancegang mellem forskellige markeders behov for forskellige biltyper.





