Kinesiske bilmærker fordoblede salget i Europa fra 2024 til 2025. Vinderne er MG og BYD – og fossilbiler, ikke mindst ladehybrider.
Kineserne kommer. Og det bliver de ved med. Selvom EU i slutningen af 2024 indførte straftold på elbiler fra Kina, holder de kinesiske bilproducenter sig ikke tilbage.
Nye tal fra det globale analysefirma Dataforce viser nemlig, at kinesiske bilmærker i 2025 havde en markedsandel i Europa på 6,1 procent. Næsten en fordobling fra 2024-markedsandelen på 3,1 pct.
Af de 13,3 millioner nye biler indregistreret i Europa i 2025 var 810.982 af dem kinesiske, viser tallene. Særligt i 2025’s sidste måneder havde Kina-bilerne fart på – markedsandelen i december 2025 var på 9,5 pct. mod 4,5 pct. i samme måned året før, skriver Automotive News, der citerer analysen fra Dataforce.
Det største kinesiske mærke i Europa er MG med 307.282 solgte biler; et plus på 26 procentpoint i forhold til 2024. Verdens største elbilproducent, BYD, er det næstbedst sælgende kinesiske mærke i Europa med 186.612 solgte i 2025. Derefter følger Jaeeco og Omoda hver med flere end 50.000 biler, og på femtepladsen Polestar med 47.579 solgte.
Stellantis er den store taber
I 2021 var de kinesiske mærkers markedsandel i Europa under en procent, men den tyske Berenberg Bank har overfor magasinet Forbes netop vurderet, at Kina i 2028 formentlig vil tegne sig for en markedsandel på 12 pct. og i 2030 måske 15 pct.
Ifølge den tyske banks analyse er den kinesiske fremgang indtil videre sket på bekostning af de europæiske bilmærker og ikke på bekostning af de japanske og sydkoreanske. De europæiske bilmærkers markedsandel på hjemmemarkedet gik fra 71 pct. i 2021 til 66,5 pct. i 2025. Den store taber i det regnestykke er Stellantis-koncernen, der bl.a. står bag mærker som Peugeot, Citroën, Opel og Fiat.
I Danmark tegnede de kinesiske bilmærker sig i 2025 for en markedsandel på 5,8 pct. MG og Xpeng er de største. Når man regner de Geely-ejede Volvo, Polestar og Zeekr med, tegnede de kinesiske mærker sig for en andel på 9,4 pct. af det danske marked.
Kinesisk ladehybrid er en storsælger
EU’s forhøjelse af importtolden på kinesiske elbiler i slutningen af 2024 – plus 35 pct. oveni de i forvejen 10 pct. – har ikke bremset antallet af elbiler. Andelen af solgte kinesiske elbiler i EU faldt ganske vist, men da antallet af biler steg markant, var antallet af solgte elbiler højere i 2025 end i 2024.
Det øgede antal solgte biler i Europa kan især tilskrives den øgede eksport af fossilbiler. Godt hjulpet på vej af at det kinesiske hjemmemarked er plaget af overproduktion og priskrig. Og da de kinesiske biler i mange tilfælde er billigere end de europæiske, bliver de solgt.
Også ladehybriderne – kaldet plug-in-hybrider – har kineserne set et marked for. Det skinner kraftigt igennem på salget af ladehybrid-udgaven af BYD Seal U, der i 2025 blev den mest solgte ladehybrid i Europa. Salgstallet var på knap 73.000, næsten 7.000 flere en VW Tiguan og markant flere end Volvo XC60 og Ford Kuga. Det skrev Automotive News forleden i en gennemgang af 2025-bilsalget i Europa.





