Mazda udsætter mærkets nye elbiler produceret hjemme i Japan indtil 2029. Den kommende CX-6e fra Kina kommer dog som planlagt.
Med lanceringen af 6e i 2025 skød Mazda for alvor gang i elbilerne. Planerne lød, at i 2027 ville man tilmed komme på banen med en helt ny og helt hjemmeproduceret elbil. Et vigtigt skridt, da 6e og den forhøjede CX-6e (foto), der kommer senere i år, bliver produceret i Kina i samarbejde med Changan.
Men udviklingen og produktionen på Mazdas japanske hjemmebane er udsat. I hvert fald indtil 2029. I stedet vil Mazda koncentrere indsatsen om hybrider, skriver Automotive News.
Trumps uforudsigelighed
Mazdas beslutning er taget på grund af ændrede toldsatser og “andre reguleringer”, som det formuleres, i primært USA. Det amerikanske marked er vigtigt for Mazda. Her faldt andelen af solgte elbiler til det halve i slutningen af 2025, og Mazdas forventninger om, at deres salg af elbiler i USA kunne udgøre mellem 25 og 40 pct. af mærkets samlede salg, har japanerne måttet revurdere. Til en formodet elbil-andel på maksimum 25 pct.
Under præsident Donald Trump har USA ændret på landets energi- og miljøpolitik, og Trumps straftold samt hans uforudsigelige handlinger har gjort, at Mazda føler sig tvunget til at vælge en defensiv taktik frem for at satse på elbiler som planlagt.
To elbiler med Mazda-logo
Konsekvensen er så, at de i Kina-producerede 6e og CX-6e indtil videre vil være de eneste elbiler med Mazda-logo. Elbilen MX-30, der blev lanceret i 2020, var ikke på højde, når det kom til rækkevidde og batteristørrelse, og produktionen af den blev indstillet for næsten et år siden.
Mazda udliciterede udvikling og produktion af sedanen 6e til kinesiske Changan, som Mazda har haft et fifty-fifty joint venture med i 20 år. Det var en nem øvelse for Changan, for det kinesiske mærke kunne groft sagt bare pakke deres Deepal L 07 ind i Mazda-design ude og inde, og så var Mazda 6e er født.
Ganske som 6e er også SUV’en CX-6e et resultat af samarbejdet med Changan. Her tager kineserne deres Deepal S07, lader japanske designere komme til og omkalfatrer den til en Mazda.
Man kan læse mere om CX-6e på Mazdas hjemmeside ved at klikke på linket her.






