Rekord: Næsten hver tiende bil solgt i Europa er kinesisk

Salget af Kina-biler boomer. Nye tal viser, at kinesiske mærker nu overhaler både koreanske og amerikanske konkurrenter – og udfordrer Europas egen bilindustri.

Mens kinesiske bilmærker har svært ved at bide sig fast i Danmark, har de anderledes fat i Europa. 

I december stod kinesiske mærker for 9,5 procent af alle solgte personbiler i Europa. Det er ny rekord, viser friske tal fra analysefirmaet Dataforce. Til sammenligning må kinesiske bilmærker nøjes med en markedsandel omkring 5,5 procent i Danmark.

Det er særligt i Sydeuropa, at Kina-mærkerne har vundet terræn. Lægger man de europæiske salgstal sammen, sælger de kinesiske bilmærker nu flere biler end koreanske mærker som Hyundai og Kia, der ellers har brugt årtier på at opbygge en solid position i Europa.

Også Tesla - den helt store pioner inden for elbiler - må se sig overhalet, hvis man lægger de kinesiske mærker sammen.

Elbiler baner vejen

Fremgangen er båret af el- og hybridbiler, der i forvejen står for størstedelen af væksten på det europæiske bilmarked. Her har kinesiske producenter udnyttet deres styrke inden for batteriteknologi og lave priser til at vinde kunder i særligt Spanien, Grækenland, Italien og Storbritannien.

”Vi var overraskede over den hurtige udbredelse af kinesiske biler i Sydeuropa. Vi vidste, at forbrugerne i de lande er mere fleksible i deres valg af mærke, men at det også ville gælde elbiler, havde vi ikke forudset,” siger Julian Litzinger, analytiker hos Dataforce til mediet Bloomberg

BYD og MG er størst

I december stod kinesiske mærker for 16 procent af salget af elektrificerede biler i Europa. Set over hele 2025 lander andelen på 11 procent, hvilket er mere end en fordobling sammenlignet med 2024. 

Især de største kinesiske bilproducenter som BYD og MG oplever fremgang i Europa. Også nye mærker som Leapmotor og Jaecoo har fart på, mens dyrere mærker som Polestar og Xpeng stagnerer.

Medregnes biler, der er produceret i Kina af ikke-kinesiske mærker som Tesla, VW, BMW og Renault, er hver syvende elektrificerede bil solgt i Europa i 2025 fremstillet i Kina.

Spørgsmål om overlevelse

Kinas fremmarch lægger et massivt pres på Europas bilindustri, som beskæftiger mere end 13 millioner mennesker. Europæiske bilproducenter er i forvejen klemt af amerikanske toldbarrierer og faldende markedsandele i Kina – og nu vokser konkurrencen på hjemmebanen.

I løbet af de seneste 18 måneder er der allerede forsvundet over 110.000 job i Europas bilindustri.

”Uden hurtige tiltag er det et spørgsmål om overlevelse for vores industri,” siger Roberto Vavassori, formand for den italienske brancheorganisation Anfia til Bloomberg.

Ingen tegn på opbremsning

Umiddelbart er der ingen tegn på, at de kinesiske bilproducenter vil lette foden fra speederen i Europa.

Tværtimod. Med overkapacitet på hjemmemarkedet og begrænset adgang til USA satser kinesiske bilmærker endnu hårdere på Europa. I sidste uge meddelte BYD, at de vil øge eksporten med næsten 25 procent i år.

Europæiske producenter kæmper imod det bedste, de har lært. Med en vis succes. Nye, mindre og billigere elbiler som Citroën ë-C3 og Renault 5 beviser, at europæiske bilmærker kan bygge elbiler, som europæerne køber. Men konkurrencen spidser til. 

”Vi tror, at de kinesiske mærkers fremgang i Europa vil føre til, at nogle andre mærker trækker sig. Salget er stadig under niveauet før corona, og når kineserne tager så store volumener, bliver det svært for andre at få luft,” siger Julian Litzinger fra Dataforce.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here