Politiet strammer fortolkningen af de nye regler for brug af vinterdæk. Danske bilister risikerer langt flere bøder for ‘åbenlyst uegnede dæk’.
Ligesom vinteren har strammet sit greb om Danmark, skærper færdselspolitiet nu fortolkningen af de nye regler for brug af vinterdæk. For mange danske bilister kan det resultere i flere og større bøder.
Tilbage i november opererede færdselspolitiet med et vist skøn for begreber som ‘vinterføre’, og hvornår dæk var ‘åbenlyst uegnede’.
Lidt forenklet kunne man slippe afsted med at køre på sommerdæk året rundt - blot det ikke endte i ulykker eller gene for andre trafikanter, hvis man for eksempel kørte fast i sneen.
Politiet præciserer
Nu har færdselspolitiet genlæst de nye regler. Og besluttet at fortolke dem langt mere kontant.
“Vi har konstateret, at der er nogle uklarheder, derfor bliver vi nødt til at præcisere yderligere. Det vil sige, at vi også kan stoppe folk, hvor vi kan se, at køretøjet ikke står fast, eller der er indikationer på, at dækkene ikke er egnede. Dem vil vi også stoppe, og de vil få en bøde,” siger politiassistent i Rigspolitiet, Christian Berthelsen, til dr.dk.
Bøde for ‘uegnede’ dæk
Groft sagt handler det om, at politiet giver sig selv mulighed for at uddele bøder til bilister, der kører på sommerdæk i vinterhalvåret. Også selv om det ikke umiddelbart resulterer i ulykker eller gene for andre trafikanter. Hvis politiet vurderer, at dækkene er ‘uegnede’, kan de udskrive en bøde.
Hvis man som bilist vil være sikker på at undgå bøder for uegnede dæk, er der altså ingen vej udenom: Sommerdæk skal udskiftes til vinter- eller helårsdæk i vinterhalvåret.






