Solid state-batterier rykker tættere på

Kapløbet om at komme først med revolutionerende solid state-batterier til elbiler intensiveres. Flere producenter hævder, at de er klar i 2027.

To gennembrud har på få dage sat turbo på kapløbet om at levere fremtidens batterier til elbiler.

Solid state-batterier – ofte udråbt som batteriernes svar på den hellige gral – er rykket tættere på virkeligheden. Flere bilproducenter taler nu om at være klar i 2027, skriver branchemagasinet Automotive News. Dog ikke i almindelige familiebiler som de første - det vender vi tilbage til.

VW og Mercedes i kulissen

Særligt to nyheder har fremrykket forventningerne.

Den 4. februar indviede amerikanske QuantumScape, der er støttet af VW, sin nye, højt automatiserede pilotproduktionslinje i Californien.

Dagen efter offentliggjorde den lille bilproducent Karma Automotive en aftale med ligeledes amerikanske Factorial Energy om at lancere det, der beskrives som det første amerikanske solid-state-produktionsprogram til personbiler. Batteriet får debut i den fuldelektriske sportsvogn Karma Kaveya (foto), der er planlagt til slutningen af 2027.

Og ja, Karma udspringer af danske Henrik Fiskers projekt, som han forlod i 2013.

Factorial samarbejder i forvejen med flere tunge navne som Mercedes, Stellantis og Hyundai/Kia.

Mercedes har allerede testet teknologien i praksis. I september gennemførte en modificeret EQS med solid state-batterier en tur på 1.205 km fra Stuttgart til Malmø på én opladning.

Factorials direktør, Siyu Huang, siger til Automotive News, at virksomheden sigter mod masseproduktion af solid state-battericeller “allerede i 2029”.

Gennembrud kommer efter 2027

Flere producenter har udpeget 2027 som året, hvor de begynder at udstyre serieproducerede biler med solid-state-batterier.

  • Toyota planlægger lancering mellem 2027 og 2028.
  • BYD vil starte serieproduktion til premium-modeller i 2027 og sigter mod bredere udbredelse i 2030.
  • Nissan bygger en pilotfabrik i Yokohama med henblik på produktion i 2028.
  • BMW tester allerede flere prototyper og taler om introduktion i begyndelsen af 2030’erne.

Andre som kinesiske SAIC Motor lancerer nu såkaldte semi-solid-state batterier, som er lettere at producere og fungerer som bro til ægte solid state-barrerier.

Et “våbenkapløb”

Ifølge analysehuset Gartner er konkurrencen nu så intens, at den kan betegnes som et våbenkapløb.

“Der er nu indledt et ‘våbenkapløb’ om at komme først på markedet med solid state batterier - og få succes med det,” siger Pedro Pacheco, vicepræsident for Gartner, til Automotive News Europe.

Mercedes solid state
Mercedes er blandt de bilmærker, der er langt med tests af solid state batterier.

Men at være først er ikke nok, advarer han:

“Selv de første kommer kun til at sælge begrænsede mængder solid state batterier dette årti på grund af de høje omkostninger og begrænsninger i produktionen. Først i begyndelsen af det næste årti vil vi se de første bilproducenter opnå større produktion af solid state-batterier. Fremstillingsteknologi og stordriftsfordele bliver afgørende for at reducere omkostningerne,” forklarer Pedro Pacheco.

Solid state-batterier bliver med andre ord først noget til dyre elbiler i små serier, før det bliver mainstream til flere og billigere elbiler.

Brancheanalytikere forventer, at selv store bilproducenter højst vil fremstille 50.000 biler årligt med solid state-batterier inden 2030.

Gennembrud efter 2030

Den virkelige forandring følger først i det næste årti.

“Efter 2030 forventer jeg at se en meget mere moden solid state batteri-teknologi og mere appetit hos bilproducenterne på at benytte solid state-batterier i deres dyrere modeller,” siger Robert Fisher, konsulent i SBD Automotive.

Analytikerne er enige om, at vi skal frem mod 2035, før solid state-batterier bliver et alternativ til de udbredte litium-ion batterier med nikkel-metal-kobolt kemi, der sidder i mange elbiler i dag.

De vil langsomt blive fortrængt af solid state-batterier, der dog aldrig bliver et alternativ til billigere LFP og snart natrium-batterier til de billigste elbiler.

Her lancerer mærkerne solid state batterier

Mærke År
BMW 2030
BYD 2027
Honda 2026-2030
Hyundai 2030
Kia 2030
Mercedes 2029
Nissan  2028
MG (SAIC Motors) 2026 (semi solid state)
Rimac 2030
Stellantis (først Dodge) 2026
Toyota 2028
VW 2030

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here