VW-støttede Rivian udskyder lancering af Model Y-konkurrenten R2 i Europa. Nu ser vi tidligst den elektriske SUV i 2028.
Et af de mere spændende elbilmærker, amerikanske Rivian, kommer alligevel ikke til Europa. I hvert fald ikke i 2027 som planlagt. Det fremgår af Rivians egen hjemmeside, hvor der tidligere stod, at den nye R2 ville blive lanceret i Europa i 2027. Nu er årstallet i al diskretion gledet ud, og så kan vi bare gætte på, hvornår bilen kommer til Danmark og resten af kontinentet.
Meget tyder på, at R2, der bliver en direkte konkurrent til Tesla Model Y, er forsinket. I hvert fald er lanceringen i Canada nu også udskudt fra i år til 2027.
Indtil videre holder Rivian dog fast i den planlagte lancering på sin amerikanske hjemmebane. Det skal ske lige om lidt - nemlig 12. marts.
Ramt af corona- og chip-krise
R2 er uhyre vigtig for Rivian. Mærket blev etableret i 2009 og lancerede i 2021 verdens første fuldt elektriske pickup, R1T. Kort efter fulgte Rivian op med SUV-udgaven R1S. En meget amerikansk el-SUV, som Hvilkenbil havde lejlighed til at prøve sidste år. Det kan du læse mere om her: Tæt på VW’s amerikanske forbindelse
I 2022 var Rivian med på magasinets Time’s berømte liste over de 100 mest indflydelsesrige virksomheder i verden. Udfordringer med corona-krisen og den efterfølgende mangel på mikrochips har dog været med til at presse Rivians økonomi.
Reddet af VW-milliarder
Både økonomi og fremtidsudsigter fik dog et kæmpe boost i 2024, da VW-koncernen annoncerede, at man ville pumpe op mod 44 milliarder kroner ind i et joint venture med Rivian. Samarbejdet giver VW adgang til Rivians avancerede software-platform, der kommer til at danne grundlag for alle VW’s fremtidige elbiler.
Og så tilbage til R2. Mens den enorme ‘full-size’ R1 har været en moderat succes for Rivian, er der kæmpe forventninger til den mindre R2. Markedet for en Model Y-stor el-SUV forventes at være stort. Ikke mindst fordi Rivian R2 vil være et oplagt alternativ til bilkøbere, der leder efter et alternativ til Tesla Model Y - teknisk minder de to biler meget om hinanden.
Af samme grund har Rivian set en mulighed for at komme ind på det europæiske marked. En mulighed, der kan blive endnu vigtigere for den amerikanske opstart, efter at præsident Donald Trump har indledt sin krig mod elbiler hjemme i USA.
Mindre R3 i støbeskeen
Rivian har også en tredje model i støbeskeen, der ser endnu mere lovende ud, set fra et europæisk perspektiv. R3 er en kompakt og stilren SUV, der kan tage kampen op med populære elbiler som Skoda Elroq, Kia EV3 og Renault Scenic Electric.
Rivian afslørede R3 i marts 2024, men har endnu ikke sat modellen i produktion.





