Sikkerhedsorganisation kræver flere fysiske knapper i moderne bilers betjening. Sammen med kinesisk lovkrav kan det ændre indretningen af nye biler.
Moderne bilers brug af skærme til betjening af alt fra lyd, ventilation og sågar åbning af handskerummet møder stadig større modstand.
Kritikken går på, at skærmbetjening tvinger føreren til at kigge på skærmen i stedet for vejen for at udføre helt basale kommandoer. Du kan ikke føle dig frem til noget på en skærm, men bliver nødt til at kigge. Det går ud over trafiksikkerheden - blot få sekunders uopmærksomhed betyder, at bilister kører flere hundrede meter i blinde.
Kina siger stop
I Kina har myndighederne fået nok. Allerede fra 1. juli vil Kina kræve, at vigtige funktioner som lys, vinduesvisker, valg af gear, tænd og sluk af motor samt åbning og lukning af vinduer sker ved hjælp af fysiske knapper og greb, der kan betjenes uden at tage øjnene fra vejen.
I Europa indførte Euro NCAP i januar lignende regler. Sikkerhedsorganisationen, der er kendt for sine skrappe crashtests, uddeler fremover ikke topkarakteren fem ud af fem stjerner til biler, hvor visse funktioner betjenes via en skærm. Det gælder afviserblink, vinduesviskere, katastrofeblink, horn og SOS-opkald.
Bilproducenter retter ind
Euro NCAP kan ikke lovgive, så deres ‘krav’ er i princippet frivillige at følge. Men for bilproducenterne er det vigtigt at opnå gode karakterer i Euro NCAP’s crashtests. Sammen med kravene i Kina, der er verdens største bilmarked, forventes bilproducenterne derfor at ‘rette ind’. Ellers går det ud over salget.
Bilkøberne kan derfor se frem til, at fremtidens biler vil få langt flere fysiske knapper og greb, end vi ser i særligt elbiler i dag. Selv Tesla, der kom først med overvejende skærmbetjening af deres biler, er i gang med genindføre den klassiske stilk til afviserblinket.
Europas største bilproducent, tyske VW, har også skiftet mening: Koncernens nye, kompakte elbiler VW ID Polo og Cross, Cupra Raval og Skoda Epiq, supplerer skærmen med et væld af fysiske knapper til betjeningen (foto). VW har tidligere erkendt, at det var “en fejl” at satse næsten udelukkende på skærmbetjening.
EU bør indføre lovkrav
I Europa opfordrer det europæiske sikkerhedsråd for transport, ETSC, til at stramme lovgivningen på området.
“EU’s frivillige retningslinjer fungerer ikke, fordi de nuværende tryk- og infotainmentskærme er distraherende og usikre. At Euro NCAP kræver fysiske knapper til visse funktioner er et velkomment skridt i den rigtige retning. Men vi har brug for, at lovgiverne i EU følger op med bindende lovkrav til alle køretøjer,” siger sikkerhedsekspert i ETSC, Frank Mütze til Automotive News.






Der er altså mange europæiske elbiler, der har en del fysiske knapper. Såsom betjening af viskeranlæg, tågelygter, afisning af ruder, sædevarme, og ventilation + mange flere ting. Men der er dog visse ting, der kræver en finjustering og her er en skærm velegnet, bl.a. til bilens opladning.