Teslas selvkørende Robotaxi sakker længere bagud

tesla robotaxi
Foto: Screendump fra Youtube

I USA satser Tesla-topchef Elon Musk på at udbrede Teslas selvkørende Robotaxi. Men konkurrenten Waymo er langt foran og øger afstanden.

Er Elon Musks bestræbelser på at gøre Tesla til den altdominerende spiller inden for førerløse taxier i USA ved at slå fejl?

Spørgsmålet er relevant at stille efter den seneste uges overskrifter i amerikanske og internationale medier. Eksempelvis skrev InsideEVs i en meget malerisk overskrift, at “Waymos offensiv efterlader Tesla i støvet”. 

Anledningen er, at Tesla og Robotaxi måtte notere et hårdt slag i mellemgulvet. 

Det hårde slag kommer netop fra Waymo, der har eksisteret siden 2009 og er USA største udbyder af førerløse taxier. Waymo er ejet af Alphabet, firmaet bag bl.a. Google, og en kapitalindsprøjtning på 16 milliarder dollar (ca. 102 mia. kroner) gør nu Waymo i stand til at tilbyde sin service i yderligere fire amerikanske millionbyer. 

Dermed vil Waymo om kort tid være til stede i 10 storbyer; i de seks byer, hvor Waymo lige nu opererer, har firmaet 3.000 førerløse taxier kørende. Til sammenligning kører der ifølge den uafhængige Robotaxi Tracker-hjemmeside 45 af Teslas Robotaxier rundt i én storby, texanske Austin. Tesla tog hul på sit førerløse Robotaxi-eventyr i sommeren 2025.

400.000 Waymo-ture om ugen

Elon Musk har – kan man vist godt hævde uden at blive beskyldt for at omgås sandheden lemfældigt – flere gange offentligt fremsat løfter om både det ene og det andet. Uden at kunne holde løfterne. 

Hvad angår Robotaxi, lovede han i oktober 2025, at der inden årsskiftet ville være 500 Robotaxier på gaden i Austin. Og her mente han årsskiftet 2025/26. Også i San Francisco kører der Robotaxier rundt, men indtil videre er de ikke førerløse.

Waymo Hyundai Ioniq 5
Hyundai Ioniq 5 er en af de modeller, som Waymo benytter til sine selvkørende taxier. Her fotograferet i Phoenix. Foto: Waymo

I begyndelsen af 2025 kørte Waymo 200.000 ture om ugen i San Francisco, Los Angeles og Phoenix. Kort før årsskiftet 2025/26 var antallet af ture 400.000 i seks storbyer – Atlanta, Austin og Miami var kommet til. 

Med kapitalindsprøjtningen på 16 mia. dollar vil Waymo også være til stede i Dallas, Houston, San Antonio og Orlando. Forventningen er at køre en million ture om ugen inden slutningen af 2026 .

Blandt andre udbydere af førerløse taxier i USA er Amazon-ejede Zoox, der er på gaden i Las Vegas og San Francisco. Uber Technologies samarbejder med Waymo i Atlanta og Austin.

Historisk dom kan få store konsekvenser

Teknologien i Robotaxierne er tæt relateret til Teslas Autopilot/Full Self-Driving-system (FSD), der i øjeblikket er i modvind i USA efter en historisk dom i Florida. Her har en føderal domstol idømt Tesla et erstatningsansvar på 243 mio. dollar (over 1,5 mia. kr.) efter en dødsulykke i Key Largo.

Den dom har potentiale til at sætte Teslas selvkørende drømme på pause.

Ifølge amerikanske medier har Tesla indgået forlig i fire andre sager, hvor Autopilot/FSD har svigtet, og 12 sager verserer i øjeblikket ved domstolene.

Om Tesla og Elon Musk får held til at rulle Robotaxierne og Autopilot/FSD ud, så de selvkørende Teslaer – både privatbiler og taxier – med tiden også finder vej til europæiske storbyer, tvivler flere iagttagere citeret i amerikanske medier i øjeblikket på.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here