Norge passerede en milepæl i weekenden: Der er nu over én million elbiler på de norske veje, viser friske tal fra Statens vegvesen.
Norge har nået en historisk milepæl: I weekenden nåede antallet af indregistrerede elbiler i Norge for første gang nogensinde over én million.
Den runde million består af 951.300 elektriske personbiler og 50.300 elektriske varebiler, viser friske tal fra Statens vegvesen.
“Det viser, hvad det er muligt at opnå, når politikere giver forudsigelighed og folk vælger udslipsfri biler,” siger Christina Bu, generalsekretær i Norsk elbilforening.
Hver tredje bil er elektrisk
Trods den imponerende milepæl, som Norge har opnået efter en målrettet satsning på omstilling af bilparken fra fossil- til elbiler gennem blandt andet økonomisk støtte til elbiler, udgør elbiler ‘kun’ en tredjedel af den norske bilbestand. Helt præcist er 32,4 procent af alle personbiler i Norge nu elektriske. Det tilsvarende tal for varebiler er mere beskedne 9,7 procent.
“Selv om én million elbiler er et stærkt tal, er der langt igen til den bilpark, som vi ønsker os. Der er fortsat langt flere fossilbiler på vejene. Målet er, at alle disse skal skiftes ud med udslipsfrie biler,” mener Christina Bu.
Flest i Oslo, færre på fjeldet
Hovedstaden Oslo har den højeste andel af elbiler med 48,9 procent, mens det tynder ud i elbilbestanden, jo længere man kommer ud i det enorme, norske landskab. I mere tyndt befolkede områder som Innlandet og Finnmark er andelen af elbiler nede på henholdsvis 19,5 og 12,2 procent.
“Nybilsalget den sidste tid viser, at oplandet kommer med, og elbilandelen i nybilsalget ligger jævnt over 90 procent over hele landet. Det er glædeligt og et bevis på, at vi er lykkedes med at gøre elbiler til noget for alle,” siger Christina Bu.
Ikke i mål
Norsk elbilforening er dog langt fra klar til at erklære omstillingen til elbiler for gennemført. Én million elbiler er en flot milepæl, men ikke et mål i sig selv.
“Vi er ikke i mål. Vi er inde i næste fase, hvor målet er at elbiler skal være det bedste valg for alle – i hele landet,” fastslår Christina Bu.






