Analyse: Elbilers batterier holder langt længere end garantien

levetiden batterier

Selv efter mange år og tusindvis af kilometer har elbilers batterier mere kapacitet end forventet, viser den hidtil største, engelske undersøgelse af batteriers levetid.

Frygten for, at man en dag skal skifte det ekstremt kostbare batteri ud på sin elbil, afholder fortsat mange bilkøbere fra at vælge elbiler. Frygten er forståelig, for de fleste har oplevet, at batteriet i deres mobiltelefon eller bærbare computer pludselig står af. Og hvis det overhovedet er muligt at skifte batteriet, er regningen til at få øje på.

Men elbilers batterier skal ikke sammenlignes med batterier i forbrugerelektronik. Den hundedyre batteripakke i elbiler er langt mere holdbar - og holder endda meget længere end garantien. Det dokumenterer den hidtil største undersøgelse af elbilers batterier, der er foretaget i England.

Bag undersøgelsen står firmaet Generational, der analyserer brugte elbilbatterier for bilforhandlere og bilkøbere.

Generational har undersøgt batteriet i 8.000 elbiler af 36 forskellige mærker, der er mellem 0 og 12 år gamle og har kørt mellem ganske få og mere end 250.000 kilometer.

Ingen grundlæggende risiko

Konklusionen er både klar og beroligende.

Nedbrydning af batterier i elbiler er slet ikke den grundlæggende risiko, man tidligere antog. Tværtimod viser data, at langt de fleste elbilbatterier uden problemer overgår garantien. Selv når elbilerne er mange år gamle og har kørt mange kilometer.

Generationals undersøgelse, der er den hidtil største af sin slags i England, viser at de undersøgte elbilers batterier i gennemsnit har en kapacitet - også kendt som State of Health - på bundsolide 95,15 procent af den oprindelige kapacitet.

bmw i3 batteri
Elbilers batterier er langt mere holdbare end deres rygte, viser den hidtil største, engelske undersøgelse. Selv efter mange år og kilometer har batterierne masser af kapacitet.

Selv mellem otte og ni år gamle elbiler bevarer i snit en kapacitet på omkring 85 procent. Altså langt over de 70 procent, som de fleste bilproducenters batterigarantier lover efter otte år og 160.000 kilometer.

Alder slider mere end kilometer

Undersøgelsen viser også, at et højt kilometertal slider mindre på elbiler end fossilbiler.

Ifølge Generationals data har elbiler med mere end 160.000 kilometer på tælleren ofte en batterikapacitet på mellem 88 og 95 procent. Generational konkluderer, at kilometertal alene ikke er en pålidelig indikator for batteriets tilstand. Faktisk koster alder mere kapacitet end kørte kilometer.

Mindre overraskende er det, at jo ældre bilen er, desto mere varierer resultaterne. Sådan har det også altid været med fossilbiler. Jo ældre bil, desto større rolle spiller det, hvordan bilen er blevet brugt og serviceret gennem årene.

Derfor opfordrer Generational også købere af brugte elbiler til at få undersøgt batteriets sundhedstilstand i den specifikke bil, som de overvejer at købe.

Bekræfter lignende undersøgelser

Det er langt fra første gang, at en undersøgelse viser, at elbilers batterier holder længere end forventet. Andre undersøgelser kommer frem til samme resultat som den nye fra Generational: Elbilbatterier er solide og holdbare, men det kan være en god idé, at få undersøgt batteriet i den brugte elbil inden køb - bare for en sikkerheds skyld.

Læs mere her:

Batterier i elbiler holder længere end bilen

Sammenligning af Tesla-batterier efter 4.800 og 350.000 kilometer

Batterier har måske 35 procent længere levetid end forventet

Nyere elbiler har stort set aldrig batterifejl

Sådan klarer batteriet i en VW ID3. 160.000 kilometer

Så lang rækkevidde har 11 år gammel Tesla

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here