Nyt prisfald på VW’s elektriske flagskib

id.7

Et mindre batteri presser prisen på VW ID.7 ned på rekordlave 370.000 kroner. Rækkevidden falder dog til 471 kilometer.

VW er i gang med en større opdatering af mærkets elbiler, der inkluderer nye batterier og lavere priser.

Det gælder også topmodellen ID.7, der var Danmarks 14. mest solgte elbil sidste år - og den suveræne bestseller i klassen for store personbiler.

Mindre batteri på 59 kWh

En ny basismodel Pure får for første gang et mindre batteri på 59 kWh. Sammen med en mindre kraftig elmotor med 150 kW (204 hk) bringer det prisen for ID.7 ned på 370.000 kroner. Det er den hidtil laveste pris for VW’s elektrisk topmodel. 

Det er langt fra første gang, at der er markante prisfald på ID.7. Senest satte importøren prisen ned med 10 procent i sommers. Dengang var den billigste ID.7 en Pro med 77 kWh batteri, 210 kW (286 hk) og en rækkevidde på 616 kilometer. Den model fås fortsat til samme pris på 400.000 kroner. Man sparer altså 30.000 kroner på den nye basisudgave af ID.7, som ifølge importøren appellerer til “en kundegruppe med et lavere kørselsbehov og budget.”

Det mindre batteri skærer lidt af vægten af den velvoksne, knapt fem meter lange ID.7. Derfor er basisudgaven Pure ikke nogen sinke: 0 til 100 km/t er overstået på 7,9 sekunder, mens topfarten er 160 km/t.

Lynladning op til 160 kW

Basisudgaven er heller ikke langsommere ved lynladeren. Her topper effekten ved 160 kW, hvilket gør det muligt at lade det mindre batteri fra 10 til 80 procent på 27 minutter.

Udstyrslisten indeholder blandt andet to-zonet klimaanlæg, head-up-display, adaptiv fartpilot, blindvinkelassistent og 19-tommer fælge. Og så selvfølgelig ID.7’s kernedyder som masser af plads og fin langturskomfort.

Vil man have mere udstyr, kan det lille batteri kombineres med udstyrsvarianten Life. Her er udstyret mage til den veludstyrede Style. Det betyder, at ID.7 Life blandt andet har den adaptive Travel Assist fartpilot, parkeringsassistent, LED-matrix-forlygter, nøglefri betjening og elektrisk betjent bagklap.

Kabinen har tre-zoners klimaanlæg, eljusterbare forsæder med massage og et nyt multifunktionsrat med varme, der nu har klassiske trykknapper i stedet for de udskældte touch-felter. Life-udstyret bringer prisen op på 400.000 kroner, så her skal man overveje, om man hellere vil have Pro-udgaven til samme pris med flere kræfter og længere rækkevidde.

Stationcar for 10.000 kr. ekstra

De billigste Pure og Life-udgaver fås også som stationcar for yderligere 10.000 kroner.

Med de nye priser rykker VW ID.7 tættere på biligere konkurrenter som Tesla Model 3, Mazda 6e og Hyundai Ioniq 6. 

Læs mere om priser og varianter af ID.7 her.

Priser VW ID.7 2026

  Hatchback Tourer stc.
ID.7 Pure (204 HK) 369.995 kr. 379.995 kr.
ID.7 Life (204 HK) 399.995 kr. 409.995 kr.
ID.7 Style (286 HK) 439.995 kr. 449.995 kr.
ID.7 Style S (286 HK) 459.995 kr. 469.995 kr.
ID.7 GTX (340 HK) 549.995 kr. 559.995 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here