Billig elbil kommer først med semi solid state-batteri

MG4 Urban bliver den første elbil i Europa med et semi solid state-batteri, der lover længere rækkevidde, hurtigere lynladning og bedre holdbarhed.

Der er sjældent langt mellem breaking news om bil- eller batteriproducenter, der lover solid state-batterier. Det hypede mirakel-batteri, der på samme tid giver mere rækkevidde, hurtigere lynladning og længere levetid ses som det afgørende gennembrud for elbiler, der en gang for alle vil henvise fossilbiler til bilkirkegården.

Teknologien er dog dyr og vanskelig at løfte fra laboratoriet til masseproduktion. Ifølge eksperter sker det først omkring 2030. Men nu har kinesiske MG fundet en genvej. Et semi-solid state-batteri, hvor blot fem procent af elektrolytterne er flydende. Det er altså ikke den ægte vare, men dog med et højere faststof-indhold end de kendte nikkel-metal-kobolt batterier, hvor det flydende indhold ligger omkring 20 procent.

Kommer til Danmark i år

MG har ikke blot udviklet semi solid state-batteriet - de massefremstiller det også. Og sidst på året kommer det, som det første af sin slags, til Danmark og resten af Europa.

Det sker vel at mærke ikke i en dyr topmodel, men i mærkets hidtil billigste elbil, MG4 Urban. Senere kommer batteriet også i andre MG-modeller.

Argumentet er interessant. Normalt lancerer man ny teknologi i de dyreste biler, hvorefter teknologien siver ned i mindre og billigere modeller. Men MG er gået den modsatte vej:

“For vores nye teknologier er den største udfordring forsyningskæden. Hvis vi først lancerer i en topmodel, har vi ikke råd til materialerne (i forhold til volume, red.) og kan ikke sikre kvaliteten,” forklarer MG’s chef for batteriteknologi, Li Zheng, til branchebladet Automotive News.

Kun lidt længere rækkevidde

Semi solid state-batteriet, som MG kalder SolidCore, kommer dog i en topudgave af MG4 Urban. MG røber endnu ikke noget om batteristørrelse, men rækkevidden bliver omkring 450 kilometer. Altså kun en smule længere end MG4 Urban med 54 kWh-LFP-batteri, der kommer til Danmark i maj med en rækkevidde på 416 kilometer.

Det fortæller noget om, at semi solid state-batteriet har nogle ret store begrænsninger sammenlignet med et ægte solid state, der ifølge MG selv vil få en rækkevidde omkring 1.000 kilometer.

Men semi-udgaven SolidCore har andre fordele. Ifølge MG er den nye batteritype 20 procent mere holdbar og sikker, lynlader 15 procent hurtigere ved lave temperaturer og leverer strømmen til elmotoren 20 procent hurtigere.

“Lidt” dyrere

Spørgsmålet er så, hvor meget dyrere SolidCore-batteriet er end de billigere LFP-batterier i MG4 Urban. “Kun lidt”, lover MG, der endnu ikke har sat pris på MG4 Urban.

Selv hvis merprisen bliver beskeden, er det dog tydeligt, at MG’s semi-faststof batteri er mere semi end revolutionerende. Fordelene ser ud til at blive ganske små. Omvendt er SolidCore-batteriet endnu et skridt på vejen mod et ægte solid state-batteri, der fortsat ser lovende ud.

jens.vellingmail.com

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here