Elbiler vil totalt dominere bilmarkedet i Kina, vurderer professor. Interessen for alternativer som hybrider og EREV er allerede faldende.
Fossilbilernes dage er talte. I hvert fald på verdens største bilmarked i Kina. Her er elbiler på vej mod en ‘dominerende’ position i forhold til andre biltyper, skriver branchemediet carnewschina.
Vurderingen kommer fra Ouyang Minggao, professor ved Tsinghua University og ofte nævnt som en af Kinas mest anerkendte eksperter inden for elbiler og batterier.
Langt mere effektive
Ifølge professor Minggao vil elbiler udkonkurrere alle andre biltyper af én bestemt grund: Elbiler omsætter energi - i dette tilfælde strøm - til fremdrift på langt den mest effektive måde.
Tilmed er en stor del af den strøm, der lades på elbiler af den ‘grønne’ slags fra vedvarende energikilder som vind og sol. Til overflod er elbiler dobbelt så effektive som brintbiler og fire gange så effektive som fossilbiler, der kører på CO2-neutralt syntetisk brændstof.
Hybrid og EREV kan ikke være med
Ifølge Ouyang Minggao er de miljømæssige og økonomiske fordele så indlysende, at de alternativer, der ellers er dukket op på det kinesiske marked, allerede oplever et faldende salg. Det gælder ladehybrider, der kombinerer benzinmotorer med eldrift, og de såkaldte EREV - elbiler med en lille benzinmotor, der fungerer som en generator, der oplader batteriet.
Til gengæld stiger salget af elbiler på verdens største bilmarked. Professor Minggao forudsiger også en præcis udvikling, der i løbet af få år vil øge elbilers markedsandel fra “stor” til “stærk”:
I 2030 - om blot fire år - vil elbiler sidde på 70 procent af Kinas samlede bilsalg. I 2035 er andelen “over 80 procent” og i 2040 vil ni ud af 10 nye biler, der sælges i Kina, være elbiler.
“Det betyder, at rent elektriske biler endelig vil stoppe debatten om, hvilken vej udviklingen går (mod CO2-neutrale biler, red.) og indtage en fuldstændig dominerende position,” vurderer Ouyang Minggao.
Lastbiler skifter også til el
Udviklingen bliver den samme for kommercielle køretøjer som varebiler og lastbiler, understreger professoren.
Allerede i 2030 vil halvdelen af alle erhvervskøretøjer være rent elektriske, og i 2040 er andelen mere end 70 procent.
Samtidig stiger fordelene for miljøet. Om fire år kommer 55 procent af strømmen i Kina fra vedvarende energikilder, mens andelen når 65-70 procent i 2035. Alt andet lige øger det antallet af kilometer, hvor elbiler rent faktisk kører CO2-neutralt i Kina.





