Ny milepæl: Nu er der 600.000 elbiler i Danmark

For første gang runder bestanden af elbiler i Danmark 600.000 biler. Elbilerne har reduceret bilernes CO2-udslip med 65 procent.

Elbiler fortsætter med at sætte rekorder i Danmark. Nu er der for første gang over 600.000 elbiler på de danske veje, og det kan direkte aflæses på CO2-udslippet fra alle nyregistrerede biler. 

I 2020 lå gennemsnittet for nye biler på 117 gram CO2 pr. kilometer, mens det i 2025 var faldet til 41 gram pr. kilometer. Det er en reduktion på 65 procent og viser den store effekt, som elbilerne har haft på gennemsnitsudledningen under kørsel.

“600.000 elbiler på vejene viser, hvor hurtigt udviklingen kan gå, når rammerne er rigtige. Det er især de økonomiske incitamenter, der har gjort det attraktivt og muligt for mange danskere at vælge elbil. Det er vigtigt, for det er tydeligt at se, hvor meget udviklingen har betydet for CO2-emissionen blandt nye personbiler,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Flere elbiler end dieselbiler

Udviklingen går stærkt og er anført af private bilkøbere, hvor flere end ni ud af 10 i dag vælger elbil, når de køber ny bil.

For mindre end et halvt år siden var der en halv million elbiler i den danske bilpark. Andelen af elbiler med andre ord øget 20 procent på mindre end seks måneder. Så sent som i januar nåede elbiler endnu en bemærkelsesværdig milepæl, da der for første gang var flere elbiler end dieselbiler i den danske bilpark.

Flere elbiler reducerer CO2-udslippet fra nyindregistrerede biler i Danmark. Grafik: Mobility Denmark

Én million elbiler om to år

Udviklingen fortsætter i høj fart. Med den nuværende hastighed forventer Mobility Denmark, at der allerede i 2027 vil være omkring én million elbiler i den danske bilbestand.

Det kræver dog, at registreringsafgiften på elbiler ikke stiger fra 2027 som planlagt.

“Den planlagte indfasning af registreringsafgiften på elbiler vil medføre markante prisstigninger, hvilket kan bremse udviklingen. Vi er spændte på, om det kommende regeringsgrundlag vil inkludere en ny og fremtidssikret model for bilbeskatningen,” siger Mads Rørvig.

Flest Tesla

Selv om Tesla i dag sælger færre biler end konkurrenter som VW, har det amerikanske mærke fortsat den mest udbredte model blandt danskernes elbiler.

Der er flest Tesla Model Y (foto), som der er 48.417 af i Danmark. VW ID.4 er den næst mest udbredte med 41.029 foran Tesla Model 3, som der kører 38.959 af herhjemme.

Top 20: Elbiler i den danske bilbestand

Nr. Mærke Model Antal
1 Tesla Model Y 48.417
2 Volkswagen ID.4 41.029
3 Tesla Model 3 38.959
4 Skoda Enyaq iV 35.066
5 Volkswagen ID.3 30.109
6 Audi Q4 e-tron 22.212
7 Mercedes-Benz EQA 15.995
8 Skoda Elroq 13.924
9 Hyundai Kona 11.931
10 Polestar 2 11.828
11 Cupra Born 11.194
12 Mercedes-Benz EQB 10.631
13 Volvo XC40 10.075
14 Toyota bZ4X 9.072
15 Volkswagen ID.5 9.008
16 Volkswagen ID. Buzz 8.306
17 BMW iX3 8.243
18 Mini 3-dørs 8.093
19 Kia Niro 7.715
20 Hyundai Ioniq 5 7.647

[email protected]

2 Kommentarer

  1. Det klæder ikke HvilkenBil, at man blot copy/paster lobbyarbejde fra Mobility Denmark uden bemærkning. Det er jo helt fint, hvis man mener elbiler fortsat skal være fuldstændig fritaget for afgift, men dommedagsscenariet om at elbilsalget vil styrtdykke er useriøst.

    Hvis man kigger på top 20 elbilsmodeller der blev solgt i Marts 2026, er der 6 modeller der ligger over de 366.000 kroner, som bliver grænsen for hvornår man skal begynde at betale registreringsafgift af elbiler i 2027. Og det er før forhandlerne for mulighed for at justere priserne.

    Og det er før id.polo, raval, epiq, twingo, etc har sat sig i statistikkerne. Selv hvis afgifterne indføres som aftalt, får det absolut ingen betydning for salget i 2027.

    Dernæst. Nej, det er ikke korrekt at Tesla er det mest udbredte 'mærke' blandt danske elbiler. Det er Volkswagen. Selv om Tesla har den mest udbredte 'model' - hvilket jo udelukkende er fordi VW af en eller anden mærkelig årsag vælger at kalde coupe versionen af id.4 for id.5. Ellers ville id.4/id.5 jo overhale Model Y.

    • Hej Flemming. Du har ret - Tesla er ikke det mest udbredte mærke, men har den mest udbredte elbil i form af Model Y. Den detalje er nu rettet.
      Vi copypaster ikke Mobility Denmarks holdninger, men organisationen har ret til at have deres holdninger. Det er vel heller ikke forkert, at der er en mulighed for, at salget af elbiler vil falde, hvis der indføres afgifter. Om det sker - og i givet fald i hvilken form - er der ingen, der ved nu. Men det er vel meget realistisk at antage, at en stor afgiftsforøgelse vil have stor (negativ) betydning for elbilsalget, mens en mindre afgiftsforøgelse vil få tilsvarende mindre effekt. Mvh Jens Velling, red.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here