Smart er på vej med en ny, elektrisk udgave af bybilen ForTwo. Trods sin minimale størrelse får den lang rækkevidde og hurtig lynladning.
Smart vender tilbage til rødderne med konceptbilen #2, der afsløres i forbindelse med biludstillingen i Beijing.
Efter flere større modeller er #2 første kig på en ny, rent elektrisk udgave af den originale to-personers Smart ForTwo, udviklet til brug i byerne. Vi kender den fra metropoler som Paris og Rom, hvor de lokale udnytter muligheden for at klemme deres Smart ind på de mindste p-pladser - nogle gange ved simpelthen at parkere på tværs.
Markedets mindste elbil
Det kan kun lade sig gøre, fordi Smart ForTwo er markedets mindste elbil - og bil i det hele taget. Også selv om konceptbilen vokser 10 centimeter til en længde på 279 centimeter. Det er stadig næsten en meter kortere end en anden kompakt elbil, Fiat 500e.
Smart #2 er bygget på en ny, rent elektrisk platform, udviklet af kinesiske Geely, der ejer Smart sammen med Mercedes. Geely, der også ejer Volvo, Polestar og Zeekr, har stået for den tekniske udvikling. Og den er imponerende for så lille en bil. Ifølge Smart har #2 en rækkevidde på 299 kilometer og er i stand til at lynlade batteriet fra 10 til 80 procent på under 20 minutter.
Det gør indbegrebet af en bybil i stand til at køre en længere tur ud af byen uden problemer - også usædvanligt for så lille en elbil, der tilmed kan kalde sig verdens mindste.
Vender på en tallerken
En anden kvalitet ved den ultrakompakte Smart er, at baghjulstræk giver en ekstrem lille venderadius: #2 vender på mindre end syv meter - så lidt, at klichéen om “at vende på en tallerken” ikke er helt forkert.

Mens teknikken er udviklet i Kina, har Mercedes stået for designet. Det bygger videre på Smarts nuværende designstil, der er mere blød og organisk end de første Smart-modeller.
Tyskerne lover at ‘maksimere’ pladsudnyttelsen, hvilket er muligt, fordi #2 nu står på en platform udviklet til eldrift. Den foregående, elektriske Smart ForTwo led under, at den var bygget på den gamle platform til en fossilmotor.
Skal skabe glæde
Stilen er fortsat minimalistisk, men ifølge Kai Sieber, chef for Smarts design hos Mercedes, er visionen at “en bybil ikke bare skal løse opgaver, men skabe glæde.”
“Ved at bære arven fra ForTwos ikoniske design videre, oversætter Concept #2 vores modige personlighed ind i en ny æra, hvor funktion bliver mode. Det handler ikke bare om praktisk sans, men fungerer som en forlængelse af vores personlige identitet,” uddyber Kai Sieber.
Lille men dyr
Som man næsten kan læse mellem linjerne lægger Smart op til, at den kommende, elektriske ForTwo får et prisskilt, der står i kontrast til bilens beskedne størrelse. Sådan har det altid været med Smart, der vil være mindst, men aldrig billigst.

Hvis verdens mindste elbil kommer til Danmark - det er langt fra sikkert - lyder et realistisk bud på en pris omkring 200.000 kroner.
Den produktionsklare udgave af #2 står klar i efteråret.






