Kvartalsregnskab: Tesla øger omsætningen i årets første kvartal, men indtjeningen falder og afslører, at kerneforretningen - elbiler - er under pres.
Milliarder i omsætning – men lavere bundlinje: Tesla har fremlagt regnskab for første kvartal 2026, og overordnet set er indtjeningen faldet.
Omsætningen lander på 22,4 milliarder dollar, svarende til cirka 142 milliarder kroner.
Nettoresultatet (GAAP) ender på 0,48 milliarder dollar – godt tre milliarder kroner. Det er lavere end tidligere, og viser, at der er pres på den samlede forretning.
Positiv overraskelse
Midt i det ellers svagere regnskab er der dog et lyspunkt.
Teslas bruttoindtjening stiger til godt 21 procent i årets første kvartal, hvilket er højere end både analytikernes forventninger og niveauet i de foregående kvartaler.
Det peger på, at Tesla igen er blevet bedre til at tjene penge på selve bilforretningen og har øget indtjeningen per bil.
Forklaringen ligger blandt andet i lavere produktionsomkostninger og større indtægter på salg af funktioner som selvkørende teknologi - Teslas Full Self-Driving (Supervised), som Tesla netop har fået godkendt i Holland som det første land i Europa.
Elbiler under pres
Ikke desto mindre er Teslas kerneforretning - elbiler - fortsat under pres.
Tesla har gennem længere tid sænket priserne på Model 3 og Model Y for at holde salget oppe. Samtidig er konkurrencen blevet væsentligt hårdere.
Flere etablerede bilmærker tilbyder i dag langt flere forskellige elbiler end Tesla, og især kinesiske producenter presser priserne globalt.
Teslas modsvar har været lancering af billigere basisudgaver af Model 3 og Y, men reelt kører Tesla videre med de samme to modeller uden at bevæge sig ned eller op i andre bilklasser. Tesla nævner heller ikke noget om den mindre og billigere “Model 2”, der måske alligevel bliver til noget i forbindelse med kvartalsregnskabet.
Store investeringer
Regnskabet viser en interessant udvikling: På den ene side forbedrer Tesla indtjeningen per bil. På den anden side er den samlede indtjening lavere.
Det skyldes blandt andet, at salget ikke vokser så hurtigt som tidligere, at priserne er lavere end før, mens der fortsat er omkostninger til udvikling.
Regnskabet afslører også, at Tesla har investeret næsten 13 milliarder kroner i Elon Musk’s rumfartsprojekt SpaceX. Tesla bruger også store ressourcer på den selvkørende Cybercab, selvkørende teknologi i det hele taget og fortsat udviklingen af robotten Optimus, der også ligger under Tesla-selskabet.
Investorerne var umiddelbart tilfredse med regnskabet. Efter offentliggørelsen af kvartalsregnskabet steg Tesla.aktien en smule, for derefter at falde i eftermarkedet. Alt i alt er Tesla-aktien dog faldet mere end 11 procent siden årsskiftet.






