BMW’s elektriske flagskib får et skud Neue Klasse

elektrisk flagskib

BMW opdaterer sit elektriske flagskib i7 med Neue Klasse teknik, større batteri med længere rækkevidde og finpudset design - men stadig ikke 800 volt.

BMW’s Neue Klasse teknologi til mærkets elbiler er ikke kun forbeholdt de nyeste modeller som iX3 og snart i3. Den nye teknologi skal også sive ned i BMW’s ældre elbiler.

Første patient, der får en elektrisk hjertetransplantation, er limousinen i7. 

Særligt indvendigt er opdateringen tydelig, for her flytter BMW groft sagt interiøret fra iX3 over i i7. Dog med ekstra fokus på finish og lækre overflader, for den 5,4 meter lange sedan er trods alt mærkets flagskib.

Instrumenter i forruden

Men ellers er det herzlich willkommen til BMW’s Panoramic iDrive, hvor instrumenterne flytter op i underkanten af forruden i en wide-screen udgave af et head-up display.

Fronten er mindre voldsom, men BMW i7 er stadig en statelig limousine på 5,4 meter.

Samtidig får den centrale infotainmentskærm samme seks-kantede look som i iX3. Som noget tilføjer BMW en ekstra 14-tommers skærm til forsædepassageren, der tilmed bliver standard.

Nye batterier

Det mest spændende ved hjertetransplantationen er dog, at i7 får BMW's nyeste generation af batterier med runde celler. Kapaciteten stiger mere end 10 kWh til 112 kWh, hvilket øger rækkevidden til 728 kilometer - omkring 100 kilometer mere end tidligere.

Rat, skærme og informationer i bunden af forruden er typiske Neue Klasse detaljer i i7.

Dermed får BMW's flagskib en mere passende rækkevidde for så langtursduelig en elbil. Dog uden at matche ærkerivalen Mercedes EQS, der også har fået en større teknisk overhaling, der bringer rækkevidden over imponerende 900 kilometer.

Holder fast i 400 volt

BMW står også i skyggen af Mercedes, når det gælder den elektriske platform. Mens konkurrenterne i Stuttgart er gået hele vejen og er skiftet fra 400 til 800 volt-teknologi i EQS, holder BMW fast i den lavere spænding i i7.

Bagenden har fået samme design som den kommende Neue Klasse i3.

Den maksimale ladeeffekt er dog hævet fra knapt 200 til 250 kW, så det er muligt at lade det store batteri fra 10 til 80 procent på 28 minutter. Ikke dårligt for så stort batteri, men stadig langt fra den max-effekt på 400 kW som den ægte Neue Klasse iX3 præsterer. Dermed kan den væsentligt billigere iX3 lade 10 til 80 procent på 21 minutter. 

Finpudset design

Så kan man i stedet glæde sig over, at det er lykkedes at gøre i7 mindre provokerende at se på. Med enkle midler som smallere lygter og en mindre enorm nyregrill har i7 fået en vellykket ansigtsløftning. Der er stadig lys i kølergrillen og muligheden for to-farvet lak for de mere ekstroverte kunder - og BMW i7 er fortsat et markant alternativ til den dråbeformede Mercedes EQS.

En kæmpe 39-tommer skærm til bagsædet er ekstraudstyr.

Herhjemme lanceres BMW i7 i første omgang som 50 xDrive med 455 hestekræfter, et maksimalt drejningsmoment på 660 Nm, en tophastighed på 210 km/t samt 728 kilometers rækkevidde. Priserne er endnu ukendte.

I Danmark i juli

Produktionen på fabrikken i Dingolfing i Tyskland starter i sommeren 2026, og de første biler kan leveres i Danmark fra juli 2026.

Senere følger andre modeludgaver. Det samme gælder andre BMW-elbiler, der får en Neue Klasse-opdatering. Næste hjertetransplantation forventes at blive udført på BMW i5.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here