MG4 får et midtvejs-facelift, der især forbedrer svage punkter som finish og software. Priserne stiger, men MG4 er stadig et billigt alternativ til VW ID.3.
Efter tre år er det blevet tid til det klassiske midtvejs-facelift for MG4.
Den kinesiske elbil kom til Danmark i slutningen af 2022, hvor den var tæt på at blive Årets Bil i Danmark. Dengang fik MG4 ros for sine køreegenskaber og for at være et billigt alternativ til lignende elbiler som VW ID.3 og Cupra Born. Siden blev den ramt af EU’s straftold på kinesiske elbiler, men flere prisfald og en enorm bunke lagerbiler har holdt den inde i varmen på det danske bilmarked.
Sidste år blev der solgt 996 MG4 i Danmark.
Flere konkurrenter
Nu skal en række forbedringer fastholde danskernes interesse for MG4 i en tid, hvor VW opdaterer ID.3 og Cupra Born, og hvor spændende nyheder i den lidt mindre miniklasse som Renault 5, Cupra Raval og VW ID.Polo presser den nedefra på prisen. For ikke at tale om MG’s egen MG4 Urban, der er større, men forventes at blive billigere, når den kommer til Danmark i maj.
MG har koncentreret sig om at forbedre de største kritikpunkter. Derfor får MG4 et facelift med bedre finish i kabinen med nyt interiør og sædebetræk, mens betjeningen får flere fysiske knapper og to nye skærme på henholdsvis 10 og 13 tommer.

Softwaren skulle være væsentligt hurtigere og mere præcis end den tidligere, der fik en del kritik. Dermed får MG4 samme teknologi som de nyere MG S5 og S6 med trådløs Apple CarPlay og Android Auto og mulighed for at styre klimaanlæg og lydstyrke via fysiske betjeningsknapper.
Tre varianter
Selve den grundlæggende teknik er der ikke ændret på. MG4 fortsætter på MSP-platformen, der kommer i tre varianter:
Premium Long Range har et 64 kWh LFP-batteri med 452 kilometers rækkevidde. Elmotoren trækker på baghjulene med 140 kW (190 hk) og batteriet kan lynlades fra 10-80 procent på ganske hurtige 25 minutter.
Prisen stiger 20.000 kroner til 219.999 kroner. Til sammenligning koster den billigste VW ID.3 Neo med 415 kilometer rækkevidde 30.000 kroner mere, så MG4 placerer sig fortsat i den lave ende af klassen.

Næste trin er Premium Extended Range til 234.999 kroner. Et NMC (nikkel-metal-kobolt) batteri på 77 kWh øger rækkevidden til 545 kilometer, men øger samtidig lynladetiden for 10-80 procents opladning til 40 minutter. Til gengæld yder elmotoren 180 kW (245 hk).
Høj ydelse til lav pris
Topmodellen XPOWER kombinerer to motorer og firehjulstræk med en samlet ydeevne på 320 kW (435 hk). NMC-batteriet på 64 kWh giver en rækkevidde på 405 km og lynlader 10-80 procent på 30 minutter. Prisen på 249.999 kroner for en sportslig elbil, der rykker fra 0-100 km/t på blot 3,8 sekunder er nærmest sensationelt lav.
Den nye MG4 EV er landet i Danmark og står klar hos landets MG-forhandlere.






