EU vil have flere elektriske firmabiler

elbiler tyskland

Efter 2035-forbud mod fossilbiler er udskudt, arbejder EU i stedet på at få flere virksomheder til at vælge elbiler som firmabiler. 

Der er lagt op til en ny kurs i EU’s bilpolitik. EU-Kommissionen arbejder på nye regler, der skal øge andelen af elektriske firmabiler markant i de kommende år.

Firmabiler spiller en central rolle for bilsalget i Europa. I mange lande står virksomheder for en stor del af nyregistreringerne. Derfor kan krav til firmabiler få direkte betydning for, hvor hurtigt elbiler vinder frem.

Planen er, at virksomheder i højere grad skal vælge elbiler frem for benzin- og dieselmodeller – enten gennem krav, økonomiske incitamenter eller ændringer i skatteregler.

Kompromis

Initiativet kommer i kølvandet på, at EU har været under pres for at justere de oprindelige klimamål for bilindustrien.

Målet om udelukkende at sælge emissionsfrie biler fra 2035 - i praksis udelukkende elbiler - er blevet udskudt i sin nuværende form efter pres fra flere medlemslande og bilproducenter. Bekymringer om økonomi, konkurrenceevne og arbejdspladser har fået EU til at se på alternative veje til at nå klimamålene.

Som en del af dette arbejder man nu med mere målrettede tiltag, hvor firmabiler er et af de vigtigste indsatsområder.

Firmabiler kan flytte markedet

Fokus på firmabiler er ikke tilfældigt. De bliver typisk udskiftet hyppigere end private biler og tilbagelægger ofte flere kilometer. Dermed har de en større direkte effekt på CO2-udledningen.

Samtidig ender mange firmabiler efter få år på brugtbilsmarkedet. Det gør dem til en vigtig brik i at få flere elbiler ud til private købere, uden at prisen er på niveau med fabriksnye modeller.

Netop derfor vurderer EU, at krav eller incitamenter rettet mod virksomheder kan være en effektiv genvej til en hurtigere elektrificering af bilparken.

Genvej til flere elbiler

Der er endnu ikke fremlagt et færdigt lovforslag, og detaljerne er fortsat under forhandling. Men retningen er tydelig: EU vil bruge firmabiler som en løftestang for at få flere elbiler ud på vejene i de kommende år.

Nye regler vil være udformet efter, hvor stor omsætning og hvor mange ansatte, som den enkelte virksomhed har. Tyske AutoBild giver et konkret eksempel på en tysk virksomhed, der har over 250 medarbejdere og omsætter for 375 millioner kroner: Her skal mindst 54 procent af firmaflåden være emissionsfri - altså elbiler - i 2030, mens andelen af elbiler skal nå 95 procent i 2035.

I praksis kan kommende EU-krav til firmabiler være en hurtig genvej til at få flere elbiler ud på de europæiske veje.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here