For syvende måned i træk må kinesiske BYD notere faldende salg. Indtjeningen for verdens største elbilproducent falder med 55 procent.
Konkurrencen på det kinesiske bilmarked, der er verdens største, spidser til. Ingen går fri. Heller ikke BYD, der er verdens største producent af elbiler.
Regnskabet for årets første kvartal sladrer om store udfordringer for den kinesiske bilgigant: For syvende måned i træk falder BYD’s samlede salg - til trods for, at eksporten til blandt andet Europa stiger. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ni måneders faldende omsætning
Omsætningen i de første tre måneder af 2026 gik også 11,8 procent ned til godt 140 milliarder kroner. Det er tredje kvartal - i alt ni måneder - i streg, at omsætningen falder.
Endnu værre gik det med at tjene penge. Fortjenesten i første kvartal faldt med hele 55 procent. BYD får dog stadig penge ind på kontoen - trods faldet lød indtjeningen på knapt 3,9 milliarder kroner.
Festen efter at BYD overhalede Tesla som verdens største producent af elbiler er med andre ord slut. I stedet rammer tømmermændene i form af voldsom konkurrence på det kinesiske hjemmemarked, hvor over 100 lokale bilproducenter kæmper om at overleve på den lange bane.
Nådesløs priskrig i Kina
Det har kastet Kina ud i en nådesløs priskrig på hjemmemarkedet, hvor det er blevet sværere at tjene penge. At den kinesiske stat har trukket flere støtteordninger til køb af elbiler og truer med snart at sløjfe den økonomiske støtte til de ofte statsejede bilproducenter, skærper kun krisen.
Modsvaret har været øget import, men her møder BYD og de andre Kina-mærker modstand i form af importtold i EU.
I Danmark er BYD overhalet af kinesiske konkurrenter som Xpeng, MG og Zeekr på salget.






