Canadisk firma undersøger batteri-kapaciteten i Tesla Model 3, der har kørt 611.000 kilometer. Bilen kører fint, men kapacitets-tabet er stort.
Hvor holdbare er de hundedyre batterier i elbiler egentlig? Hvad er rækkevidden efter et par år? For ikke at tale om en 10 gammel elbil med masser af kilometer på tælleren og en garanti, der er udløbet?
Det er spørgsmål som disse, der fortsat afholder nogle fra at købe elbiler.
Heldigvis bliver vi hele tiden klogere på batteriernes holdbarhed, efterhånden som der kommer flere og flere elbiler på vejene, der både bliver ældre og kører mange kilometer.
Bedre end deres ry
Alt tyder på, at batterier er langt mere holdbare end deres ry. Flere undersøgelser viser faktisk, at man skal forvente at netop batteriet holder længere end resten af bilen.
Så er der det med kapaciteten. Alle batterier taber kapacitet over tid. Det betyder kortere rækkevidde. Også her viser flere undersøgelser og enkeltstående eksempler, at der tilsyneladende ikke er noget at bekymre sig om.
Canadiske Drive Protected, der egentlig beskæftiger sig med at pakke biler ind i beskyttende folie, har undersøgt en Tesla Model 3 årgang 2019 for at tjekke batteri-kapaciteten. Bilen er nemlig ikke bare syv år gammel, men har kørt - hold nu fast - 611.000 kilometer på det originale batteri.
Den kører endnu. Upåklageligt endda beretter Drive Protected. Det spændende er batteriets kapacitet - hvor meget kapacitet og dermed rækkevidde har det tabt over den enorme distance?
Har tabt over en tredjedel
Meget, viser det sig.
Fra ny havde Tesla’en, en Model 3 Standard Range, en rækkevidde efter den skrappe, nordamerikanske EPA-norm på 385 kilometer.
Når man tænder bilen i dag, lover displayet en rækkevidde på 254 kilometer, når batteriet er ladet op til 100 procent. Altså et fald på 34 procent i kapacitet og 131 kilometer mindre rækkevidde.
Batteriet i Tesla’en har med andre ord mindre end 70 procent batteri-kapacitet tilbage efter at have tilbagelagt mere end 600.000 kilometer. Af samme grund er batteriet heller ikke længere dækket af fabriksgaranti - langt de fleste elbilers batterigarantier dækker otte år / 160.000 kilometer alt efter, hvad der kommer først.
222 kilometer på motorvej
Drive Protected testede selvfølgelig også den reelle rækkevidde. På et fuldt opladet batteri begav de sig ud på en canadisk highway med en gennemsnitshastighed på 110 km/t. Testen blev udført i godt vejr med temperaturer mellem 11 og 23 grader. Da batterimåleren nåede nul procent, havde bilen tilbagelagt 222 kilometer med et gennemsnitsforbrug på lidt over 6,8 kilometer pr. kWh.
Rækkevidden var altså en smule dårligere end Teslaens egen beregning, men konstant motorvejskørsel koster også mere energi, end hvis der også havde været by- og landevejskørsel på ruten.
Godt eller dårligt?
Så er et kapacitetstab på batteriet på en tredjedel i en elbil med over 600.000 kilometer på tælleren et godt eller dårligt resultat?
Det er lidt den, om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt, om igen: På den ene side vil man naturligvis gerne bevare så meget rækkevidde som muligt. På den anden side er bilen stadig fuldt funktionsdygtig, men nu med nedsat rækkevidde.
Og hvor meget kan man forvente af en bil, der har kørt så langt? En fossilbil med forbrændingsmotor vil også yde færre hestekræfter og køre kortere på literen efter 600.000 kilometer. Og med overvejende sandsynlighed have været igennem flere reparationer, fordi forbrændingsmotoren består af langt flere bevægelige dele.






