Roadster bliver den sidste Tesla med rat og pedaler, siger Elon Musk. Så hvad skal der ske med Model 3, Model Y og Cybertruck?
Vil du selv styre og bremse i din Tesla, bliver udvalget snart til at overskue.
I hvert fald hvis vi skal tro Tesla-direktør Elon Musk. Under sidste uges præsentation af den nye Roadster på SpaceX’ testanlæg i McGregor i Texas, sagde Musk nemlig at ”på langt sigt vil dette faktisk være den eneste bil, Tesla producerer, som køres manuelt.”
Dermed gentager Elon Musk sit mantra om, at Tesla ikke længere vil udvikle nye bilmodeller med rat og pedaler. Fremtiden tilhører fuldt selvkørende biler.
Passagerer i stedet for bilister
Udmeldingen er mere end endnu en opsigtsvækkende bemærkning om den stærkt forsinkede sportsvogn. Den beskriver selve retningen for Tesla.
Så sent som under gennemgangen af regnskabet for første kvartal 2026 forklarede Elon Musk, at modelprogrammet med tiden skal bestå af selvkørende biler i forskellige størrelser. Roadster skal være undtagelsen for dem, der fortsat vil have hænderne på rattet.
Den konkrete opskrift på fremtidens Tesla’er findes i Cybercab: Teslas lille, tosædede robotaxi uden rat og pedaler. Her skal alle om bord være passagerer, mens bilen klarer kørslen ved hjælp af kameraer, kunstig intelligens og enorme mængder data, som alle Tesla-biler har opsamlet de seneste år.
På den måde lægger Musk op til et markant kursskifte for det bilmærke, der for første gang gjorde elbilen til et reelt alternativ til fossilbilen for almindelige bilkøbere. Og som oprindeligt blev lanceret for at nedbringe CO2-udslippet fra personbiler.
Siden har Elon Musk skiftet strategi.
Nu handler Tesla om at gøre biler selvkørende. Med sin milliardstøtte til og arbejde for den amerikanske præsident Donald Trump, støtter Elon Musk paradoksalt nok også en amerikansk administration, der aktivt arbejder for at øge både olieproduktion og olieforbrug og samtidig aktivt modarbejder omstillingen til elbiler.
Model 3 og Model Y fortsætter
Elon Musk taler om selvkørende biler “på langt sigt”.
Spørgsmålet er, hvad der skal ske nu og på kort sigt.
Intet tyder på, at Tesla er på vej med nye modeller. Snarere skal vi forvente, at Tesla vil fortsætte med at opdatere de eksisterende Model 3 og Y, der i forvejen er blandt de ældste elbiler på markedet - Model 3 blev oprindeligt afsløret i 2016.
Nyhedsbureauet Reuters har tidligere beskrevet strategien som et væddemål på, at Tesla kan klare sig med løbende forbedringer af sine eksisterende biler, mens udviklingen koncentreres om selvkørende teknologi og robotter. Men strategien er ikke uden risiko: Får Tesla ikke hurtigt lanceret selvkørende biler, vil konkurrenterne stå stadig stærkere med helt nye elbiler.
Her må Elon Musks berygtede tidsoptimisme bekymre Tesla-aktionærerne: Tesla nyeste model, sportsvognen Roadster, der blev præsenteret i sidste uge, blev oprindeligt vist for ni år siden. Og Tesla har stadig ikke sat bilen i produktionen - det sker tidligst i 2028.
Hvis den tidslinje skal overføres til selvkørende biler, kan Model 3 og Y komme til at køre i adskillige år endnu, før deres fuldt selvkørende afløsere er færdigudviklede, godkendt og klar til at tage over.






