Xpeng starter serieproduktion af en Robotaxi, der fungerer på samme måde som Tesla’s. I 2027 skal den være fuldstændig selvkørende.
Xpeng har præsenteret sin første serieproducerede Robotaxi i Guangzhou. Det er første gang i Kina, at en bilproducent sender en 100 procent selvkørende taxa i egentlig masseproduktion. Al teknologi er udviklet af Xpeng selv.
Den nye Robotaxi er bygget på Xpengs egen GX-platform og er udviklet til såkaldt Level 4 autonom kørsel. Det betyder, at bilen kan køre selv uden hjælp fra en chauffør. I første omgang sendes bilerne dog på gaden med en chauffør bag rattet, der er klar til at overtage styringen, hvis det bliver nødvendigt.
Tesla benytter præcis samme metode med deres foreløbigt begrænsede flåde af Robotaxier i USA. Dermed er der indledt et kapløb mellem Xpeng og Tesla om først at få den samme teknologi til at virke efter hensigten.
Kameraer og kunstig intelligens
Xpeng er dog umiddelbart bagefter Tesla. Først tidligere i år fik Xpeng tilladelse til at teste selvkørende biler på offentlige veje i Guangzhou. Siden har virksomheden oprettet en dedikeret Robotaxi-afdeling for at fremskynde udviklingen og den kommercielle udrulning.
I modsætning til mange andre selvkørende biler benytter Xpeng ikke dyre lidar-scannere eller detaljerede HD-kort til navigation. I stedet bruger bilen primært kameraer og kunstig intelligens til at “se” og forstå omgivelserne – lidt på samme måde som mennesker gør.
Også her gør Xpeng præcis som Tesla med deres Robotaxier. Hos Xpeng hedder teknologien VLA 2.0 og er baseret på mærkets egen AI-teknologi, der blandt andet kan aflæse trafik, fodgængere, cyklister og komplekse trafiksituationer med meget kort reaktionstid.
Kritik og udfordringer
Som Tesla hævder Xpeng, at kombinationen af kameraer og kunstig intelligens gør teknologien mere fleksibel og lettere at tage i brug i nye byer og lande uden omfattende kortlægning. På sigt vil det også gøre det lettere at implementere Robotaxier i Danmark.
Men fremgangsmetoden har også kritikere. I USA har Tesla fortsat store udfordringer med at gøre deres Robotaxier ægte selvkørende. Til trods for, at eksperter er enige om, at Tesla med deres lange historie og mange biler på vejene kan basere deres teknologi på det største datagrundlag.
Klar i 2027
Xpeng forventer da også først at være klar til at testkøre deres Robotaxi-tjeneste i anden halvdel af 2026. Og det bliver altså med en chauffør bag rattet, klar til at gribe ind.
Testperioden skal gøre Xpengs Robotaxier i stand til at køre helt selv allerede fra begyndelsen af 2027. Lykkes det, kan Xpeng måske overhale Tesla, der gentagne gange har udskudt en større udrulning af fuldstændigt førerløse Robotaxier.
Omvendt kan Xpeng køre ind i tilsvarende udfordringer. Det er her, der er lagt op til et spændende kapløb mellem to ambitiøse tech-firmaer.
I Tesla’s hjulspor
Robotaxi er en del af Xpengs bredere satsning på kunstig intelligens og avanceret mobilitet. Den bygger på samme AI-teknologi som virksomhedens humanoide robot Iron og flyvende biler. Serieproduktion af Xpengs Robotaxi markerer derfor endnu et skridt i virksomhedens ambition om at integrere kunstig intelligens i alt fra elbiler til robotter.
Også her kører Xpeng tydeligvis i Tesla’s hjulspor. Spørgsmålet er, hvem der først kommer over målstregen og kan levere ægte, selvkørende biler.






