Store prisstigninger på benzin og diesel gør det dyrere at køre på sommerferie i år. Se her, hvor meget det koster at køre tur-retur til Garda-søen.
Krigen i Iran har lukket Hormuz-strædet og dermed sendt priserne på olie, diesel og benzin til himmels. Det kommer danske bilister til at mærke, når de kører på sommerferie i år, viser beregninger foretaget af bilistorganisationen FDM.
Siden USA angreb Iran, er olieprisen steget markant. I går onsdag nåede prisen på benzin det højeste niveau herhjemme i fire år. Intet tyder på, at oliepriserne falder i den nærmeste fremtid. Der er trukket hårdt på lagrene verden over, og netop til sommer stiger efterspørgslen på benzin og diesel til sommerens bilferier.
Diesel stiger mest
FDM’s beregninger viser, hvad en tur til henholdsvis Gardasøen i Italien og Istrien i Kroatien koster, alt efter om bilen kører på benzin, diesel eller el. Og danske bilister kan ånde lettet op, for merudgifterne ser ud til at blive moderate.
Benzinbilen er dyrest. Her lyder den samlede anslåede udgift på 2.700 kr., hvis turen går til Gardasøen. Det er 200 kroner dyrere end sidste sommer. Tilsvarende skal dieselbilister sætte 2.300 kr. af i feriebudgettet til brændstof. Det er 400 kr. mere end i 2025 og altså en større merudgift end for benzinbiler.
”Selvom mange oplever, at det er blevet markant dyrere at tanke bilen, skal man slå koldt vand i blodet, når det gælder sommerens ferie i bil. For som vores beregninger viser, er den samlede prisstigning ikke noget, som kan slå bunden ud af feriebudgettet,” siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.
Store forskelle i Europa
Der er dog forskel på, hvor dyrt det er at trække tankpistolen rundt om i Europa, viser tal fra EU-Kommissionen over listepriserne på benzin og diesel i de europæiske lande. Mange lande har i forvejen lavere brændstofafgifter end Danmark, og flere har sænket afgifterne yderligere i forlængelse af blokaden af Hormuzstrædet for at holde bilisterne kørende.
Mens Danmark og Holland topper prislisten med en listepris på over 17 kroner per liter benzin, koster det i Slovenien ’kun’ 12,40 kroner literen og 14,40 kroner literen i Italien. Går turen til Sverige, er benzinprisen helt nede på 12,50 kroner literen.
”Vores beregninger tager udgangspunkt i de officielle listepriser rundt om i Europa. Det betyder ikke, at der ikke er lokal konkurrence. Så ser man sig for, og tanker i de billigste lande, er der mange penge at spare. Et godt råd er derfor at forsøge at planlægge sine tankstop hjemmefra og undgå at tanke langs motorvejene, hvor det er dyrt,” siger Ilyas Dogru.
Elbiler bliver billigere
Mens benzin- og dieselbilister altså har udsigt til en dyrere sommerferie, gælder det modsatte for elbilejerne. Ifølge FDM’s beregninger har elbilister på en tur til Gardasøen udsigt til en besparelse på op mod 865 kr. i forhold til benzinbilen.
”Elbilister har alene det seneste år fået markant flere lademuligheder på ferieturen, og konkurrencen på lademarkedet er blevet hårdere. Samtidig viser vores beregninger, at man kan spare op mod 1.000 kr. ved at tegne et abonnement hos en af de større ladeoperatører. Det giver adgang til at kunne lade billigere,” siger Ilyas Dogru.
Fem tips til billigere bilferie
- Sænk farten – kører du 110 km/t i stedet for 130 km/t kan du spare op mod 20 procent brændstof.
- Drop tagboksen – den øgede vindmodstand kan øge forbruget med op til 15 procent. Brug i stedet en bagageboks på bilens trækkrog.
- Undgå at tanke langs motorvejen – der er benzin og diesel dyrest.
- I Tyskland er det billigst at tanke inden kl. 12, da Tyskland har indført en regel, så selskaber kun må forhøje priserne én gang i døgnet. Ellers er det billigst at tanke om morgenen og kl. 18-22, her kan du spare op mod en krone per liter. Omvendt er det dyrest at tanke efter kl. 23.
- Kører du elbil, kan du med fordel tegne et ladeabonnement hos f.eks. Ionity. I højsæsonen kan der dog være pres på de mest populære ladepunkter. Overvej derfor alternativer hos andre ladeoperatører som Elli, EnBW eller Tesla. Du kan derudover med fordel downloade apps som ChargeFinder og Shell Recharge.






