VW med stærke priser på privatleasing af den “elektriske Golf”

VW lancerer den opdaterede Neo-udgave af bestselleren ID.3 i Danmark med privatleasingpriser, der er et reelt alternativ til køb.

VW har skabt sig et solidt marked inden for privatleasing, hvor ydelserne de senere år er blevet meget konkurrencedygtige. Det er også en af forklaringerne på, at den efterhånden fem år gamle ID.4 fortsat er blandt Danmarks mest solgte elbiler.

Nu lancerer VW endnu et tilbud på privatleasing, der vil være attraktivt for mange danske bilkøbere. Denne gang på den opdaterede ID.3, der med store nyheder som nye batterier, længere rækkevidde og en komplet redesignet kabine med flere fysiske knapper til betjeningen, har fået tilnavnet Neo.

Ned til 2.295 kr. om måneden

Kontant kan ID.3 Neo købes fra 250.000 kroner for en Life med 125 kW og en rækkevidde på 415 kilometer.

Er man mere til privatleasing, kan den månedlige ydelse presses ned i 2.295 kroner over fire år, hvis man lægger 30.000 kroner i udbetaling og kører 10.000 kilometer årligt.

Som altid skal man prøve at finde det gyldne kompromis i udstyr, udbetaling og årlige antal kilometer, hvis man vil finde de bedste tilbud.

Fysiske knapper og et speedometer, der kan vise en retroudgave af det originale Golf-speedometer, er blandt nyhederne i ID.3 Neo.

Her kunne det være mellemudgaven af ID.3 med Life-udstyr, 140 kW og 490 kilometer rækkevidde. Kontant koster bilen 285.000 kroner. På privatleasing over fire år bliver den månedlige ydelse 2.895 kroner med 30.000 kroner i førstegangsydelse og 15.000 kilometer årligt. Totalt løber det op i knapt 170.000 kroner.

47 procent af nyprisen

Regner man med en leasingperiode på 36 måneder, bliver totaludgiften 134.820 kroner - eller lige godt 47 procent af bilens nypris. Dermed er VW uhyre tæt på de 45 procent af nyprisen, som kendetegner de mest attraktive tilbud på privatleasing. Vil man gerne gardere sig mod ukendte værditab, gør det privatleasing til et reelt alternativ til at købe bilen.

Generelt gælder det for privatleasingpriserne for ID.3 Neo, at springene mellem Life og Style-udstyrsniveauerne og springet mellem 58 og 79 kWh-batteriet giver en merpris i 400 kr. i den månedlige ydelse.

ID.3 Neo Life har standardudstyr som 18-tommer alufælge, trådløs opladning af smartphone, to-zoners klimaanlæg, bakkamera og adaptiv fartpilot. Style-versionen har desuden LED Matrix-forlygter, ambiente-belysning i interiøret, nøglefri betjening, topsport-comfort forsæder og navigation.

ID.3 Neo er nået frem til VW-forhandlerne herhjemme. De fulde prislister på både privatleasing og køb kan ses her. 


[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here