143 personer mistede livet i trafikulykker sidste. Tallet er historisk lavt, men til gengæld blev flere alvorligt kvæstede i 2025.
Antallet af trafikdræbte i Danmark er fortsat på et historisk lavt niveau, viser Vejdirektoratets nye opgørelse over danske trafikulykker i 2025. Opgørelsen giver indblik i, hvad der har kendetegnet de seneste fem års trafikulykker.
Færre bliver dræbt, men flere kommer alvorligt til skade.
I 2025 mistede 143 personer livet i trafikken. Med undtagelse af 2021 er det det laveste antal siden 1930’erne, viser Vejdirektoratets officielle opgørelse af trafikulykker for året 2025, der udkommer i dag.
Samlet set blev der registreret 14.378 trafikulykker i Danmark sidste år. I 17 procent af ulykkerne kom en eller flere personer til skade eller blev dræbt.
Fem procent flere tilskadekomne
Men selvom antallet af dræbte i trafikken sidste år faldt med fem procent i forhold til gennemsnittet i perioden 2020-2024, viser opgørelsen, at antallet af alvorligt tilskadekomne er steget tilsvarende.
Samlet set er antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken faktisk steget med to procent i 2025 sammenlignet med den foregående femårige periode.
”Det er glædeligt at se, at antallet af trafikdræbte i Danmark fortsat er faldende, og at 2025 er året med det næstlaveste antal dræbte i trafikken. Der er dog ikke sket samme udvikling for antallet af alvorligt tilskadekomne, og det understreger vigtigheden af fortsat at have fokus på trafiksikkerheden. Der er stadig plads til forbedringer” siger by-, land- og transportminister Signe Munk.
Påvirkede trafikanter
Årsopgørelsen viser også, at påvirkede trafikanter fortsat indgår i mange alvorlige ulykker.
Antallet af dræbte i ulykker, hvor trafikanter var påvirkede, var ganske vist 18 procent lavere i 2025 end gennemsnittet for de foregående fem år. Men hver fjerde dødsulykke de seneste fem år er stadig relateret til spiritus, narkotika eller medicin.
”Det understreger, at der fortsat er et stort behov for at sætte ind over for påvirket kørsel med forebyggelse, kontrol og oplysning, så færre liv går tabt i trafikken,” siger afdelingsleder i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen.
Farlige vejkryds og sving
Udover at fokusere på udviklingen i trafikulykker er der i årsopgørelsen også fokus på, hvad der har kendetegnet de mest alvorlige ulykker i trafikken over en længere årrække.
Her viser opgørelsen, at de fleste dræbte og alvorligt tilskadekomne på landeveje især har været involveret i eneulykker og krydsnings- og svingningsulykker.
Vejdirektoratet har i årenes løb også indsamlet oplysninger om, hvilke forhold eller faktorer der med stor sandsynlighed har haft betydning for, at dødsulykkerne i trafikken skete.
Her viser den nye opgørelse, at manglende eller utilstrækkelig orientering og opmærksomhed har været den hyppigste faktor i dødsulykker på tværs af vejtyper i perioden 2021-2025.
Udfordringer afsløres over tid
”Et enkelt års udvikling siger ikke så meget. Tværtimod er det de tilbagevendende tendenser, der fortæller os, hvor udfordringerne reelt ligger. Vi håber, at vi med det nye fokus på tilbagevendende mønstre i årsrapporten om trafikulykker kan være med til at tegne et endnu mere nuanceret billede af, hvordan det står til med trafiksikkerheden,” siger Marianne Foldberg Steffensen.






