Dansk ladegigant i offensiv på lynladning

lynladepark
Foto: Norlys

Med tre nye lynladestationer på blot en uge cementerer Norlys sin position som Danmarks næststørste ladeoperatør efter Clever.

Konkurrencen på det danske marked for opladning af elbiler skærpes. Clever er stadig Danmarks ubestridt største ladeoperatør, men kan efterhånden skifte en dansk konkurrent i bakspejlet.

Konkurrenten er energi og telekoncernen Norlys, der har fuld fart på udbygningen af sit eget netværk af ladere til elbiler.

Ny ladepark i Vejle

I morgen, fredag den 10. juli, er turen kommet til Vejle. Her indvier Norlys sin 13. lynladepark med 10 lynladere, der gør det muligt for 18 elbilister at lade samtidigt.

Den nye lynladepark har 16 ladeudtag af den helt kraftige type med 400 kW samt to udtag på en 200 kW-lader, hvilket gør opladning lettere for elbiler med trailer eller campingvogn.

Åbningen i Vejle fejres med gratis opladning fra midnat til midnat den 10. juli.

14 lynladeparker

Samtidig kan Norlys i dag annoncere, at selskabet skal opsætte 20 nye ladeudtag til både elbiler og -lastbiler på havnen i Fredericia. Ladestationen i Fredericia bliver blandt de ganske få i Danmark med en såkaldt megawatt-lader, der leverer en effekt på 1.000 kW.

For blot en uge siden åbnede Norlys også en lynladepark i Rønde på Djursland med plads til 12 elbiler ad gangen.

Når lynladestationen på Fredericia havn åbner senere i år, er Norlys oppe på 14 lynladeparker i Danmark.

Kun Clever er større

Dermed cementerer Norlys sin position som Danmarks næststørste ladeoperatør kun overgået af Clever. 

Ifølge tal fra Dansk e-Mobilitet har Clever over 16.000 ladere fordelt på knapt 15.000 normal-ladere og flere end 1.300 lynladere.

Norlys nærmer sig 10.000 ladere fordelt på cirka 9.000 normalladere og knapt 1.000 lynladere.

Overhaler Tesla

Dermed har Norlys overhalet Tesla på lynladere - Tesla har omkring 800 Supercharger-lynladere herhjemme.

Norlys har også omkring dobbelt så mange ladere som Danmarks nummer tre, energiselskabet OK. 

"I Norlys arbejder vi hver eneste dag for at udbygge og udvikle ladeinfrastrukturen i hele Danmark, så vi får endnu flere til at vælge elbilen til. Her spiller vores lynladeparker en helt særlig rolle, fordi de både sender bilisterne hurtigt afsted, men samtidig giver dem et pusterum”, siger direktør for Norlys’ ladestanderforretning Ellen Trolle om udbygningen af firmaets netværk af ladestationer.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here