Lad op og forsvind - hurtig lynladning belønnes

Foto: Ionity

Ionity belønner elbilister, der trækker stikket og kører videre, når elbilen er opladet 80 procent. Der er også rabat uden for myldretiden.

Ionity, som mange elbilister benytter på vej gennem Europa på bilferien, vil gerne skaffe mere plads ved ladestanderne denne sommer. 

Hvis man trækker stikket og stopper opladningen, når der er 80 procent på batteriet, giver Ionity derfor 5 kW gratis strøm til den næste opladning. Rabatten styres via Ionity-app’en, som er en forudsætning for at opnå den gratis strøm.

85 procent er OK

App’en giver også besked, når batteriet er ladet op til 80 procent. Herefter har man stadig tid til at stoppe opladningen, hvis man for eksempel sidder midt i et måltid. Bare man stopper opladningen inden 85 procent, belønnes man stadig med 5 kW gratis strøm.

Ionity indfører belønningen for at øge kapaciteten ved sine ladestandere i sommerperioden, der særligt på de store rejsedage kan give trængsel ved lynladerne.

“Vil vil gerne tilbyde vores kunder den bedste rejseoplevelse i den travle sommerferieperiode. Gennem de rigtige incitamenter vil vi øge opmærksomheden på effektiv opladning. Korrekt opladning sparer tid, øger ladekapaciteten og gør bilferien mere behagelig for alle,” forklarer Andreas Atkins, chef for Ionity i England.

Jo mere strøm, der er på batteriet, desto langsommere lader det. I mange elbiler kan det tage lige så lang tid at lade batteriet fra 80 til 100 procent, som det tager at lade 10 til 80 procent.

Billigere om natten

Ionity, der ejes af bilmærker som VW, BMW, Hyundai-Kia, Ford og Mercedes og har flere end 6.000 ladere i Europa, belønner også elbilister, der lader uden for myldretiden. Lader man i stedet elbilen i tidsrummet mellem kl. 22 og 06 får også 5 kW gratis strøm til den følgende opladning.

Belønningen kræver dog ikke blot, at man stopper ved 80 eller 85 procent, men også, at man minimum lader 40 kWh i alt. Man skal med andre ord have en elbil med et vist batteri, der er kørt langt ned i kapacitet, før det er muligt at opnå gratis strøm hos Ionity.

Adgang til den såkaldte 'fast lane reward' kræver brug af Ionity-app'en. Mange køber også abonnement for at opnå yderligere rabat. Det kan være en god idé på den lange bilferie, men man skal huske at læse det med småt: Læs mere om det her.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here