Elektrisk Mercedes bliver næsten 100.000 kr. billigere

Mercedes lancerer basisudgave af den elektriske GLC, der gør bilen næsten 97.000 kroner billigere, men i store træk bevarer motorkraft og rækkevidde.

I al diskretion har Mercedes lanceret to nye og billigere udgaver af den mellemstore el-SUV GLC Electric. Især den billigste ligner et godt tilbud for Mercedes-fans: Kan man nøjes med baghjulstræk og lidt færre kræfter og kortere rækkevidde, sparer man næsten 100.000 kroner på GLC 250, som den nye basismodel hedder.

Den officielle pris er 522.898 kroner. Det er 97.049 kroner mindre end den hidtil eneste GLC på programmet, GLC 400 4Matic til 619.947 kroner.

Lader lige hurtigt

Umiddelbart er det ikke meget, man går glip af i basismodellen. Bilerne er grundlæggende ens, men hvor GLC 400 har to elmotorer med tilsammen 360 kW (489 hk) og en rækkevidde på 673 kilometer, følger GLC 250 lige efter med 260 kW (354 hk) og 647 kilometers rækkevidde.

Begge udgaver har moderne 800 volt-teknologi og lynlader med henholdsvis 320 og 330 kW. Da basisudgaven har et lidt mindre batteri på 85 kWh mod topmodellens 94 kWh ender det med samme tid for en 10 til 80 procent lynladning: 22 minutter.

Fartressourcerne er også mere end rigelige. GLC 250 rykker fra 0-100 km/t på 5,9 sekunder mod topmodellens 4,3 sekunder, mens topfarten på 210 km/t er den samme i begge udgaver.

Udfordrer konkurrenterne

Med den nye basismodel kan Mercedes bedre konkurrere mod sine tyske ærkerivaler Audi og ikke mindst den hypede ‘Neue Klasse’ BMW iX3

Begge fås i tilsvarende basisudgaver med én elmotor og baghjulstræk. 

BMW iX3 40 er en smule billigere til 519.900 kroner. Basisudgaven af iX3 har 235 kW (320 hk) og 628 kilometers rækkevidde. Mercedes har altså både lidt flere kræfter og mere rækkevidde, men koster også en smule mere. Den store forskel ligger dog i standardudstyret, som BMW har mere af.

Audi halter efter

Audi Q6 e-tron byder sig også til en basisudgave fra 519.990 kroner. Med 185 kW (252 hk) og 528 kilometers rækkevidde halter den dog efter på de vigtigste specifikationer.

Volvo vil også være med. Den nye EX60 fås i basisudgaven P6 til 544.900 kroner med 275 kW (374 hk) og 620 kilometers rækkevidde. Altså noget dyrere end rivalernes basisudgaver, men også med mere udstyr. Volvo kan dog endnu ikke levere P6, der først kommer senere.

For alle konkurrenterne gælder, at de lige som Mercedes GLC har 800 volt-teknologi og derfor lynlader særdeles hurtigt.

[email protected]

1 COMMENT

  1. Arh, den overskrift er lidt for smart/tabloid !
    Der er jo ikke tale om en bil, der bliver 100.000 kr. billigere, men blot introduktion af en ny model med en anden (billigere) drivlinje..........

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here