Ny basisudgave af BMW iX3 bliver 80.000 kroner billigere med baghjulstræk og lidt færre kræfter. Udspillet kan starte priskrig blandt premium-elbiler.
Ordrebøgerne er fulde og efterspørgslen stor. Alligevel sender BMW nu en basisudgave af mærkets hypede Neue Klasse-elbil på markedet, der ikke bare udfordrer konkurrenterne på teknologi, men også pris.
Mens BMW iX3 hidtil er startet ved 600.000 kroner for en 50 xDrive med firehjulstræk og 800 kilometers rækkevidde, slipper du med 520.000 kroner for basismodellen iX3 40. BMW finder en besparelse på 80.000 kroner ved at nøjes med en enkelt elmotor, baghjulstræk og et mindre batteri på 83 kWh med 628 kilometers rækkevidde.
628 km rækkevidde
Det lyder som en god deal, for iX3 har stadig 800 volt-teknologi, kan lynlade med op til 300 kW og med 235 kW (320 hk) rykker den fra 0-100 km/t på 5,9 sekunder og kører 200 km/t på toppen. Rigeligt til danske forhold og de flestes behov, og så ligner iX3 40 pludselig et attraktivt køb i klassen for premium el-SUV’ere.
Konkurrenter som Mercedes GLC EQ og Volvo EX60 får i hvert fald noget at tænke over. Her starter priserne p.t. ved henholdsvis 620.000 og 545.000 kroner. Altså fordel til BMW - også selvom konkurrenterne har mere motorkraft.
Det skal blive spændende at se, om konkurrenterne føler sig kaldet til at gå ned i pris. Det er ventet, at i hvert fald Mercedes er på vej med en billigere udgave af GLC, der også vil nøjes med én elmotor og baghjulstræk. Dermed bliver Mercedes i stand til at følge med BMW ned i pris.
Meget standardudstyr
Trods besparelsen på 80.000 kroner, kommer basisudgaven af BMW iX3 med standardudstyr som 20-tommer hjul, eljusterbare forsæder med hukommelse, nøglefri adgang, køreassistent plus og det store BMW Panoramic Vision head up-display.
M Sport-udgaven, der plejer at være populær i Danmark tilføjer blandt andet metallak og diverse M-detaljer til designet ude og inde for 550.000 kroner.
For yderligere 50.000 kroner - 600.000 kroner i alt - er Fully Charged-udgaven stort set komplet udstyret med blandt andet anhængertræk, varme i rattet, adaptive LED-lygter, tre-zoners klimaanlæg og Harman Kardon-lyd.
BMW iX3 40 kan bestilles nu og leveres i løbet af efteråret.






