Nu skal billige lån, lave leasingydelser og gratis forsikring sælge elbilerne. Hyundai tilbyder rente på 0,99 procent. Men den lave rente er kun en del af historien.
Når prisen på bilen ikke kan komme længere ned, kan man skrue på renten.
Det gør Hyundai nu med et tilbud om billån til en fast rente på blot 0,99 procent. Dermed føjer det koreanske bilmærke endnu et kapitel til den langvarige priskrig på elbiler, der lige nu handler om andet end bilens pris.
Polestar lokker med rentefri lån og lave leasingydelser. Toyota betaler bilforsikringen i tre år. Priskrigen på elbiler fortsætter altså, men rabatten tager flere former.
Hos Hyundai er forklaringen, at kunderne gerne vil vide, hvad de går ind til.
“Vi oplever, at mange kunder efterspørger større forudsigelighed, når de skal træffe beslutning om en ny bil. Med en fast rente på 0,99 procent giver vi kunderne en enkel finansieringsmulighed, hvor de frit kan vælge blandt vores aktuelle modeller og samtidig tilpasse bilen til deres behov,” siger Annegrethe Skovby, PR Manager hos Hyundai Danmark.
Lav rente er ikke nok
Under én procent i rente lyder attraktiv. Men før man skriver under, bør man læse det med småt.
I låneeksemplet for Hyundais mindste elbil, Inster (foto), er ÅOP nemlig 4,67 procent. De samlede kreditomkostninger løber op i cirka 24.000 kroner over lånets løbetid.
Det er stadig en pæn regning for at låne pengene, selv om renten næsten er nul.
Forklaringen er, at renten kun er en del af prisen. Gebyrer og omkostninger til at oprette lånet skal også betales. Derfor anbefaler Forbrugerrådet Tænk bilkøbere at se på ÅOP – de årlige omkostninger i procent – frem for at stirre sig blinde på selve renten.
Et lån med højere rente kan faktisk ende med at være billigere, hvis gebyrerne er lavere. Sammenligningen skal ske mellem lån med samme beløb og løbetid. Og regner man med at sælge bilen og indfri lånet før tid, skal man være særligt opmærksom på store etableringsomkostninger: De er betalt fra begyndelsen.
Har bilpriserne nået bunden?
De mange tilbud kan være tegn på, at bilmærkerne efter flere års prisfald har sværere ved at skære mere af selve bilens pris. Så må der andre salgsargumenter på bordet.
Billige lån og betalt forsikring kan gøre et bilkøb mere overkommeligt, uden at importøren skal sænke den officielle pris endnu en gang. Det er en mulig forklaring på udviklingen – men betyder ikke nødvendigvis, at bilpriserne har nået bunden.
At priskrigen især står om danskere, der køber elbiler, giver til gengæld sig selv. I august var 85,9 procent af alle nye personbiler i Danmark elektriske. Det er rekord, viser tal fra Bilstatistik.dk.
Polestar presser leasingprisen
Hos kriseramte Polestar bliver der også skruet på nye tilbudsknapper. I september tilbydes lån med nul procent i rente på topudgaven af den helt nye Polestar 4 SUV.
Samtidig lokker mærket med rekordlave leasingpriser på Polestar 4 Coupé. Udgaven Prime Edition med baghjulstræk fås fra blot 2.995 kroner om måneden.
Der skal dog 49.995 kroner på bordet i førstegangsydelse, men selv hvis man betaler ekstra for at køre 15.000 kilometer årligt, koster det kun 172.215 kroner over tre år at privatlease Polestar 4. Det svarer til blot 35 procent af nyprisen på 491.900 kroner for en Polestar 4 Prime Edition. Dermed placerer Polestar sig langt under tommelfingerreglen om, at særligt attraktive privatleasing-tilbud højst må udgøre 45 procent af bilens købspris.
Polestars ualmindeligt skarpe leasing-tilbud kommer, mens mærket kæmper med usikkerhed om fremtiden. Som Hvilkenbil har beskrevet, har Polestar netop afvist rygter om en mulig lukning.
Toyota betaler forsikringen
Toyota har valgt en anden vej til kundernes hjerter og tegnebog: Tre års bilforsikring uden beregning ved køb af en ny elbil.
Tilbuddet gælder privatkøb af Urban Cruiser, C-HR+, bZ4X og bZ4X Touring fra 1. september til 31. december 2026.

Forsikringen omfatter blandt andet ansvar, kasko og udvidet glasdækning. Brugeren skal være fyldt 25 år og opfylde selskabets forsikringskrav. Selvrisikoen er 5.000 kroner, og forsikringen dækker op til 50.000 kilometer om året.
Hvor meget man sparer, afhænger af, hvad en tilsvarende forsikring ellers ville koste. Men modsat den lave lånerente, har tilbuddet også værdi for bilkøberen, der betaler kontant.
Prisen på bilen er den samme. Regningen for at have den bliver mindre.
Ny front i priskrigen
Kender vi det danske bilmarked ret, vil vi se skærpet konkurrence på forsikring, lån og privatleasing resten af efteråret. Priskrigen på elbiler har lige åbnet en ny front.






