Bilerne kører både sidelæns og af sig selv på årets AutoShow

Publikum kan opleve alt fra selvkørende elbiler til sidelæns drift på weekendens Auto Show i Odense. Arrangørerne forventer 30.000 besøgende.

Mere end 30.000 bilinteresserede fra hele Danmark ventes til Odense, når Odense Congress Center åbner dørene for Auto Show 2026. Det er ottende gang, at Auto Show byder på en weekend med nye biler, superbiler, specialbiler, klassikere, prøvekørsler, motorsport og underholdning.

Blandt bilmærkerne er Aston Martin, Tesla, Xpeng, Zeekr, Renault, MG, Volvo, Polestar, KGM og Alpine. Flere af bilerne kan desuden prøvekøres direkte fra messen. Helt unikt kan gæsterne selv komme bag rattet i den sjove elbil Alpine A290 på den udendørs bane, der ellers er forbeholdt racerbilerne. 

Flere premierer

Blandt de mest spændende nyheder er elbilerne Zeekr 7GT, Volvo EX60 og Xpeng L03, som alle får premiere til Auto Show. Aston Martin kommer med den ekstreme supersportsvogn Valhalla, mens Tesla giver de besøgende mulighed for at prøve Full Self-Driving ude på vejene omkring messecenteret. 

Flere af bilerne kan også opleves i en særlig præsentation, som Bil Magasinets chefredaktør Mikkel Thomsager står for på scenen. Han styrer også slagets gang, når den officielle kåring af Auto Design 2026 finder sted. 

Udstyr, show og personligheder

Der er også fokus på udstyr til biler, så der bliver mulighed for at gøre en god handel på spændende produkter. Udenfor bliver der skruet op for tempoet i Sailun Live Arena, hvor der er shows med professionelle kørere fra både Danmark og udlandet.

Fra Sverige kommer Nils Leijer med et af messens mere usædvanlige indslag – en ombygget Volvo-limousine bygget til drift. Og på scenen kan gæsterne møde flere profiler fra bilverdenen, heriblandt bilsamleren Jørgen Strøjer, Youtuberen Joachim Stender og racerkøreren Luca Magnussen. 

Med udsigt til 30.000 besøgende konkurrerer Auto Show med Elbilmessen i Herning, der løber af 2. til 4. oktober i Messecenter Herning, om at være Danmarks største biludstilling. 

Auto Show 2026

Odense Congress Center
Ørbækvej 350
5220 Odense SØ

Lørdag: Kl. 09.00 – 18.00
Søndag: Kl. 10.00 – 16.00

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here