Volvo EX40 og EC40 får en lille ansigtsløftning. De største nyheder er større infotainmentskærm, forbedret software samt nye, danske priser.
Lukket frontgrill, nyt lygtedesign og større infotainmentskærm i midterkonsollen.
Umiddelbart ligner opdateringen af Volvo EX40 og coupéudgaven EC40 et klassisk midtvejsfacelift uden de afgørende nyheder. Elmotorer, batterier og rækkevidde er der heller ikke for alvor ændret på: Du kan fortsat vælge mellem baghjulstræk med 185 kW eller firehjulstræk med 300 kW, og rækkevidden svinger mellem 584 og 524 kilometer.
Ladehastigheden er også den samme - det tager fortsat 28 minutter at lynlade fra 10 til 80 procent, så her begynder alderen at trykke Volvos efterhånden seks år gamle elbil.
Større skærm og kunstig intelligens
Men software og skærm fortjener lidt opmærksomhed. Sidstnævnte sidder fortsat lodret i midterkonsollen, men er vokset til 11,2 tommer. Ifølge Volvo kræves der nu færre tryk for at få adgang til nøglefunktioner - en tiltrængt forbedring.

Samtidig fungerer systemet nu med Google Gemini, som er næste generation af Googles AI-assistent. Dermed kan du nu føre en mere naturlig samtale med EX40 og EC40. For eksempel kan du få hjælp til at planlægge køreturen eller søge efter spændende steder, når du har brug for et stop.
Forbedret sikkerhed
Sikkerheden er også forbedret med nye assistenter og funktioner.
Døråbningsadvarsel hjælper med at beskytte cyklister og andre trafikanter ved at advare passagererne, før døren åbnes ud mod den passerende trafik, mens Pilot Assist er udvidet med vognbaneskiftassistent, der følger vejen mere jævnt,.
Fra 366.000 kroner
De opdaterede udgaver af EX40 og EC40 kan bestilles i Danmark fra i dag. Produktionen i belgiske Gent begynder dog først senere i efteråret, så vi skal hen mod årsskiftet, før de første biler kan leveres.

Priserne holder sig i ro. Basisudgaverne med baghjulstræk og Plus-udstyr koster fra 366.000 kroner og der er ikke merpris for EC-udgaven med den mere skrånende bagklap. Vil man have firehjulstræk og flere kræfter, starter priserne fra 424.000 med det mere omfattende Ultra-udstyr.
40-serien har altid været blandt de mest populære Volvo-modeller - også i Danmark. Sidste år toppede salget med over 2.200 nyregistreringer. Der kører i dag over 24.000 eksemplarer af 40-serien rundt på de danske veje.
Volvo er angiveligt langt med en afløser for EX40, der får moderne 800 volt-teknologi og kan få navnet EX50. Ifølge flere medier kan EX40-afløseren være klar senere i 2027 eller i begyndelsen af 2028.






