For anden gang i år er samtlige biler på den kinesiske Top 10 elektriske. Det sker midt i en alvorlig nedtur, hvor salget af fossilbiler er styrtdykket 40 procent.
Ikke én benzinbil. Ikke én hybrid. Og heller ingen af de såkaldte EREV-modeller, der kører på strøm, men har en benzinmotor som generator.
De 10 mest solgte biler i Kina i august var alle elbiler. Det er anden gang i år, at elbiler sidder på samtlige pladser i toppen af verdens største bilmarked.
Det er et tydeligt tegn på, hvor langt kineserne er kommet med omstillingen til elbiler. Men tallene rummer også en alvorlig bagside: Det kinesiske bilmarked er havnet i en dyb krise.
Fossilbiler falder 40 procent
Salget af nye personbiler på det kinesiske hjemmemarked faldt 23,7 procent i august sammenlignet med samme måned sidste år. Dermed blev august den 11. måned i træk med tilbagegang.
Ifølge China Passenger Car Association, CPCA, blev der solgt omkring 1,55 millioner personbiler til kinesiske kunder.
Tilbagegangen rammer næsten alle biltyper. Men der er meget stor forskel på, hvor hårdt de bliver ramt:
- Rene elbiler: plus 0,8 procent
- Ladehybrider: minus 29,6 procent
- EREV-modeller: minus 22,2 procent
- Fossilbiler: minus 40 procent
Elbilerne går altså kun frem med beskedne 0,8 procent. Men på et marked i frit fald er selv en så lille fremgang bemærkelsesværdig.
Samlet faldt salget af elbiler og ladehybrider med 10,1 procent. De beholdt dog en markedsandel på hele 64,7 procent, fordi salget af traditionelle benzin- og dieselbiler faldt endnu mere.
Mest solgt var - nok engang - den billige Geely EX2 (foto), der er Kinas mest solgte bil og på vej til Europa - og måske Danmark.
Kineserne vælger elbilen
Udviklingen viser, at den rene elbil er blevet kinesernes foretrukne teknologi. Det er ikke længere ladehybrider og EREV-modeller, der driver omstillingen frem.
EREV står for Extended Range Electric Vehicle. Bilerne drives af elmotorer, mens en benzinmotor kan producere strøm under kørslen. På et tidspunkt lignede EREV en succes som ladehybriderne gjorde for et par år siden, men nu taber EREV-bilerne terræn, mens elbilerne holder stand.
Det skyldes blandt andet, at Kina har et enormt udvalg af elbiler i næsten alle størrelser og prisklasser. Mange kinesiske elbiler er billige, veludstyrede og teknisk avancerede. Samtidig har Kina udbygget ladenettet massivt og har omkring 23 millioner ladepunkter. Cirka to tredjedele står ved private hjem.
Olieprisen skubber på
De stigende oliepriser giver elbilerne endnu en fordel. Kina importerer enorme mængder olie, og den internationale energikrise har gjort benzin dyrere.
Dermed er der blevet endnu flere penge at spare ved at køre på strøm. Men olieprisen kan ikke alene forklare udviklingen.
Kinesiske elbiler har gennem flere år udviklet sig hurtigere end fossilbilerne. Nye modeller kommer med lang rækkevidde, hurtig lynladning, avanceret software og ofte lavere priser end tilsvarende biler med forbrændingsmotor.
En nyere forskningsanalyse peger da også på, at højere kvalitet, et større modeludvalg og faldende batteripriser har haft større betydning for elbilernes fremmarch end direkte købstilskud alene.
Eksporten eksploderer
Mens det kinesiske hjemmemarked skrumper, sender bilproducenterne stadig flere biler ud af landet. Eksporten af personbiler steg 77,5 procent i august til 894.000 biler.
For elbiler og ladehybrider steg eksporten hele 154,7 procent.
Det forklarer, hvorfor kinesiske mærker som BYD, Geely, Xpeng, Leapmotor og Chery satser så massivt på Europa og andre udenlandske markeder. Fabrikkerne har kapacitet til langt flere biler, end kineserne selv køber.
Kinas elbilskifte er dermed på én gang en teknologisk succes og et økonomisk problem. Elbilerne har fortrængt fossilbilerne i toppen af markedet, men den voldsomme konkurrence og den svage kinesiske økonomi betyder, at producenterne i stigende grad må finde kunderne uden for Kina. Det presser især europæiske bilproducenter, mens USA har lukket for import af kinesiske biler.






