OK stikker til Clever: Mange elbilister betaler overpris

ladehybrid

OK bruger elpriserne i august til et slet skjult angreb på Clevers fastprisaftaler. Selv med de højeste elpriser i fire år kan all-inclusive være dobbelt så dyrt, hævder OK.

”Trygt, nemt og godt” kan ende som spild af penge.

Sådan lyder den kontante melding fra energiselskabet OK om de fastprisaftaler, som mange danske elbilister benytter.

OK nævner ikke konkurrenten Clever ved navn. Men kritikken er tydelig. Clever sidder tungt på markedet for abonnementer, hvor kunderne mod en fast månedlig betaling kan lade både hjemme og ved selskabets offentlige ladere.

Ifølge OK betaler mange helt almindelige elbilister langt mere for sådan en aftale, end de ville gøre ved blot at betale for den strøm, de bruger.

“Selvom det på overfladen lyder trygt, nemt og godt med et all-inclusive abonnement, så kan det meget nemt ende med at være spildte penge. 800-900 kr. om måneden lyder billigt, hvis man kommer fra en benzinbil, men det kan sagtens være dobbelt så dyrt, som hvis du betaler for den strøm, du reelt bruger, siger Kenneth Korsgaard, direktør for mobilitet i OK.

320 kroner for en måneds kørsel

Anledningen til angrebet er OK’s opgørelse over kundernes ladepriser i august.

Trods månedens usædvanligt høje elpriser opladede OK’s kunder i gennemsnit deres biler til 1,16 kroner pr. kWh. Prisen omfatter ifølge OK moms, elafgift og transport af strømmen.

For en elbilist, der kører 20.000 kilometer om året, svarer det til omkring 320 kroner for august. Ved 30.000 kilometer om året stiger beløbet til cirka 480 kroner.

Beregningen tager udgangspunkt i en elbil, der kører seks kilometer pr. kWh, og en jævn fordeling af årets kørsel.

Mange billige timer

August havde ifølge OK de højeste gennemsnitlige elpriser i fire år. Energikrisen blev blandt andet forstærket af geopolitisk uro og hedebølger i Europa.

Men gennemsnitsprisen fortæller ikke hele historien. I mere end 80 timer kostede strømmen under 25 øre pr. kWh inklusive moms på elmarkedet. Bilister, der kunne flytte opladningen til de billigste timer, kunne derfor holde prisen nede.

Nogle af OK’s kunder kom ifølge selskabet ned under 50 øre pr. kWh i gennemsnit.

“Hvis du kan lade hjemme og kun betaler for den strøm, du bruger, er der virkelig mulighed for at lade billigt. Også selvom strømprisen i gennemsnit er væsentligt højere end normalt”, siger Kenneth Korsgaard.

Besparelsen kræver dog både en variabel elaftale, intelligent styring af opladningen og mulighed for at lade, når strømmen er billigst. Elbilister, der skal bruge bilen på bestemte tidspunkter eller primært lader offentligt, har ikke de samme muligheder.

For mange betaler overpris

OK erkender, at et fastprisabonnement kan være en fordel for bilister, der kører meget eller ikke kan lade hjemme. Her kan fri adgang til offentlige ladepunkter hurtigt få stor værdi.

Men for bilister med egen ladeboks, et almindeligt kørselsbehov og kun begrænset brug af offentlige lynladere mener OK, at fastpris kan være en dårlig handel.

“Hvis man ikke kan lade hjemme og kører voldsomt mange kilometer, så kan et abonnement give mening. Men det er de færreste, det er relevant for. Når almindelige elbilister kan holde ladebudgettet på omkring 300 kr., så er det tydeligt, at alt for mange betaler overpris”, siger Kenneth Korsgaard.

Fastprisaftaler kan desuden få tillæg, når elprisen overstiger det niveau, som abonnementet er beregnet efter. Ifølge OK udløser august et energitillæg på omkring 30 øre pr. kWh hos abonnementskunder.

Fastpris har fået kritik

OK’s angreb kommer oven på en længere debat om det danske marked for opladning.

Forbrugerrådet Tænk har opfordret elbilister til at regne deres reelle behov igennem, fordi dyre fastprisaftaler ofte ikke kan betale sig for personer med et normalt kørselsbehov og mulighed for billig hjemmeladning.

Konkurrencerådet har især kritiseret markedets opbygning. Kombinationen af abonnementer, ladebokse, elprodukter og adgang til bestemte ladenetværk kan gøre priserne svære at sammenligne og binde kunderne til én udbyder. Kritikken fra konkurrencemyndighederne handler dermed ikke kun om pris, men også om gennemsigtighed og konkurrence.

OK har selv en klar økonomisk interesse i debatten. Selskabet sælger ladebokse og opladning efter forbrug og er en direkte konkurrent til Clever. 

For elbilisten er rådet at sammenligne den samlede pris: abonnement, ladeboks, service, strøm, energitillæg og behovet for offentlig opladning. Først derefter kan man se, om fast pris giver tryghed – eller blot en unødvendigt stor regning.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here